I morgen, onsdag, forventes EU-kommissionen at foreslå regler, der betyder, at alle nye biler der sælges i EU-landene fra 2035 skal være emissionsfri. Det skriver Bloomberg med henvisning til et lækket udkast til de lovgivningsforslag, der ventes præsenteret.
Ifølge forslaget skal emissioner fra nye biler og varevogne reduceres med 65 procent inden 2030, før der kræves komplet nulemission i bilerne fra 2035. Det vil i princippet tvinge alle de bilproducenter, der ønsker at sælge biler i Europa, til at omstille til elbiler inden for det næste årti.
De nye krav til bilerne er en del af en pakke med 12 forslag, der har til formål at mindske EU-landenes udslip af CO2 i væsentlig grad. Pakken hedder Fit for 55, hvilket henviser til, at CO2-udslip i unionen skal sænkes med 55 procent i 2030, sammenlignet med 1990-niveauet. Privatbilismen står for omkring 12 procent af det samlede CO2-udslip i EU, skriver Bloomberg.
Artiklen fortsætter efter annoncen

