×
Teknologi

Hollandsk provins vil realisere Elon Musks Hyperloop

Paris til Amsterdam på 90 minutter. Hollænderne overvejer at bygge Elon Musks Hyperloop som et grønt alternativ til flyene.

Hurtigere end tog, mere sikker end biler og langt bedre for miljøet end fly. Den nederlandske provins Noord-Holland har set sig lun på Elon Musks Hyperloop, efter at de sammen med firmaet Hardt Hyperloop har udarbejdet en rapport om fordelene ved teknologien.

I rapporten konkluderes det, at Hyperloop kan forkorte rejsetiden mellem Amsterdam, Paris, Bruxelles, Düsseldorf eller Frankfurt fra ”timer til minutter”, ligesom ”grænser helt bogstaveligt vil blive udvisket”. Forbindelsen skal være et alternativ til flyruterne på samme strækning.

– Vi ved, at folk er villige til at rejse i højst en time til deres arbejde. Med en Hyperloop ville du være i stand til at dække meget større afstande i den tid. Dette lyder meget lovende. Derfor vil vi indlede drøftelser med andre myndigheder for at videreføre denne forskning, siger Jeroen Olthof, der er ansvarlig for mobilitet i Noord-Holland, i en pressemeddelelse.

Ud over at forbindelsen vil kunne booste økonomien i området, er der også et kolossalt grønt aspekt: Forbindelsen vil reducere antallet af årlige flyafgange fra Schiphol-lufthavnen med 24.000 – og da Hyperloop drives af elektricitet og ikke flybrændstof vil det have en markant positiv betydning for CO2-udledningen.

Det fastslås i den digre rapport, der naturligvis skal læses med det for øje, at den er udarbejdet af Hardt, der vil profitere på at bygge forbindelsen.

Hyperloop
Sådan kunne et Hyperloop-fartøj se ud indvendigt (foto: Hardt).

Ikke bare luftkasteller

Ifølge den engelske avis The Guardian er Hardt Hyperloop i fuld sving med testfasen allerede. I samarbejde med firmaet Tata Steel er de i gang med at konstruere en tre kilometer lang højhastigheds testforbindelse i provinsen Groningen og en 30 meter lang lavhastigheds-testunnel er allerede bygget i Delft.

En af de tekniske udfordringer firmaet kæmper med, er at finde ud af, hvordan Hyperloop-fartøjerne kan skifte fra en tunnel til en anden uden at skulle nedsætte farten fra tophastigheden på 965 km/t. Videoen i nedenstående tweet giver et indblik i Hardt Hyperloops visioner for fremtiden:

Det er dog ikke alle, der er overbevist om, at Hyperloop-konceptet er hverken praktisk muligt eller økonomisk levedygtigt. Selv ideens bagmand, Teslas Elon Musk, lader til at have lagt projektet på is for at koncentrere sig om biler og rumfart i stedet.

Har du lyst til at læse den 52-sider lange rapport, kan den findes her.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.