Honda har smag for små, elektriske charmetrolde. Efter den nuttede, men ikke voldsomt praktiske Honda e og den lidt mere familievenlige e:Ny1, kigger den japanske bilproducent nu i retro-bakspejlet og peger fremad – på én gang. Hils på Honda N-One e.
Den nye mini-elbil blev ganske diskret vist frem under årets Goodwood Festival of Speed, godt camoufleret og med det midlertidige navn “Super EV Concept”. Nu løfter Honda lidt mere af sløret og afslører, at bilen faktisk hedder N-One e – og offentliggør samtidig et billede af fronten. Det er ikke meget, men nok til at få nørder og nostalgikere til at spidse ører.
Selvom der endnu ikke er officielle mål, ligner N-One e en smal og kantet sag – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Tværtimod tyder linjerne på maksimal udnyttelse af pladsen i et ultrakompakt format. Meget tyder på, at vi har med en el-drevet kei car at gøre, altså en japansk mikrobil på steroider (eller snarere batterier), der er bygget til storbyens snørklede gader og smalle p-pladser.
Artiklen fortsætter efter annoncen


