×
ElbilerTophistorie

Hyundai Ioniq 5: Nu er alle danske priser landet

Den billigste Hyundai Ioniq 5 kan fås for bare 320.000 kroner. Nu er danske priser på alle fem varianter klar.

Hyundai er nu klar med danske priser på samtlige fem varianter af Ioniq 5, blot dagen efter at priserne på søsterbilen Kia EV6 blev afsløret. I starten af april afslørede Hyundai prisen på den model, der nok vil tiltale de fleste, men nu er de altså klar med priserne på alle fem varianter.

– Interessen for Ioniq 5 har været massiv. Det er tydeligt, at danskerne er nysgerrige på elbiler, og med Ioniq 5 er rækkevidde ikke det store issue, når man kan få strøm til 100 km på bare 5 minutter i en 350 kW hurtiglader – hvilket er én af de hurtigste opladningstider for en elbil, siger Annegrethe Skovby, pressechef for Hyundai Danmark. 

Ioniq 5 vil kunne fås med to batteristørrelser på 58 kWt eller 72,6 kWt, der giver bilerne en rækkevidde på henholdsvis 384 eller 481 kilometer (WLTP). Modellen med det mindste batteri vil kunne fås i to udstyrsvarianter (Essential og Advanced), mens modellen med det store batteri vil kunne fås i tre udstyrsvarianter (Essential, Advanced og Ultimate).

Begge batteripakker er i stand til at tage imod 800 volt i forbindelse med opladning, ligesom de kan oplades med op til 350 kW (DC). Det sikrer blandt andet en lynhurtig opladning, hvor man kan få strøm til 100 kilometer på bare 5 minutter, lover Hyundai.

Begge batteripakker har også den såkaldte V2L-funktion, der i praksis omdanner bilen til en selvkørende powerbank. Det er nemlig muligt at trække 220 volt ud af bilens batteri, så man i teorien kan sidde i skoven og se film på sin 70-tommer fladskærm. Køber man modellen med det store batteri, kan man i øvrigt sætte 1,6 ton på krogen også; så kan man også få fragtet fladskærmen med sig (i en trailer forstås).

Her er en hurtig oversigt over varianter og priser:

VariantRækkeviddePris
Hyundai Ioniq 5 Essential (58 kWt)384 km319.995 kr.
Hyundai Ioniq 5 Advanced (58 kWt)384 km349.995 kr.
Hyundai Ioniq 5 Essential (72,6 kWt)481 km339.995 kr.
Hyundai Ioniq 5 Advanced (72,6 kWt)481 km374.995 kr.
Hyundai Ioniq 5 Ultimate (72,6 kWt)481 km399.995 kr.

I Essential-pakken får ma blandt andet følgende udstyr: 12,3-tommer touchskærm med dansk navigation og Bluelink i den lige så store digitale instrumentering. Bilen byder også på adaptiv fartpilot med Stop & Go, LED-forlygter til nær- og fjernlys, aktiv blindvinkel-sensor, automatisk nødbremse ved krydsovergange, en batterivarmer, som sørger for, at batteriet har den optimale temperatur til at lade effektivt – også i koldt vejr og varmepumpe, som især er rart i vinterhalvåret.

Advanced-pakken giver yderligere: 44-tommer’ head-up display, sæder, som er betrukket med øko-behandlet læder, der er farvet og behandlet med vegetabilske olieekstrakter fra hørfrø samt el-betjent bagklap, der giver lettere adgang til bagagerummet.

Ultimate-varianten har alt udstyret fra Essential og Advanced, men giver derudover også 360 graders-omgivelseskamera, blindvinkel-sensor med visning i instrumentering, BOSE-lydanlæg, elektriske for- og bagsæder med hukommelsesfunktion, ventilerede forsæder med benstøtter, fikseret glastag og fjernbetjent parkering.

For alle modeller med stort batteri gælder det, at de også kan fås med firehjulstræk og en samlet ydelse på 306 hk. Det koster 25.000 kroner ekstra.

Hyundai fortæller, at det fra torsdag 29. april bliver muligt at forudbestille Ioniq 5 på hjemmesiden. De første modeller ruller ud på de danske veje i juni måned.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.