
Ikea fortsæter med at ekspandere med produkter til det intelligente hjem. Seneste knopskydning er stikdåse-serien Åskväder, der ikke alene er modulopbygget, men også intelligent, så den kan fjernbetjenes via mobiltelefonen og Trådfri-kontakterne. Åskväder betyder øvrigt tordenvejr på svensk.
Med enkelt- eller dobbeltstik kan man sammensætte sin egen stikdåse og tilføje forlængerledninger i forskellige længder. Den kan også udstyres med den intelligente del – en tænd/sluk-kontakt der styrer hele stikket.
“Du kan bruge Åskväder tænd-/slukknap til at tilslutte en kaffemaskine eller andre små husholdningsapparater til Ikea Home Smart app, så apparaterne kan tændes og slukkes med timeren i appen. Du kan også vælge at betjene dine enheder med Trådfri trådløs lysdæmper.Hvis du vil bruge modulet på en traditionel måde, kan du betjene det ved hjælp af tænd-/slukknappen oven på modulet,” skriver Ikea på hjemmesiden.

Flere af Ikeas produkter til det intelligente hjem er kompatible med Apple HomeKit, så de kan styres via Siri – eksempelvis deres intelligente rullegardiner – men det vides i skrivende stund ikke, om det også gælder Åskväder-stikdåsen.
Selve tænd/sluk-knap modulet kan købes for beskedne 80 kroner, mens et startsæt med ledninger og to forskellige stikdåse-moduler kan købes for 129 kroner. Der er endda et beslag, der gør det muligt at montere stikdåsen på væggen. Se hele serien på Ikeas hjemmeside.
Læs også vores anmeldelse af Ikea Trådfri-systemet her.