Jaguar er i gang med en af de mest drastiske genstarter i bilbranchen. Nu har briterne sat navn på bilen, der skal vise, om planen holder: Jaguar Type 01. Navnet lyder bevidst klassisk. “Type” trækker en direkte linje tilbage til Jaguars mest berømte sportsvogne, blandt andet C-type, E-type og F-TYPE. Men resten af navnet markerer noget helt andet. Tallet 0 står for nul lokale udstødningsemissioner, mens 1 skal understrege, at modellen er første bil i Jaguars nye elektriske æra.
Og Jaguar går ikke just stille med dørene. Type 01 bliver en firedørs luksus-GT med elektrisk drivlinje, tre motorer, mere end 1.000 heste i stalden og et moment på mere end 1.300 Nm. Med andre ord: Det her er ikke en forsigtig overgang til elbiler. Det er Jaguar, der forsøger at rive sit gamle image ned og bygge et nyt op fra bunden.
En Jaguar for dem, der savner drama
Jaguar Type 01 bliver med garanti ikke en billig genvej ind i elbilmarkedet. Den bliver snarere et elektrisk flagskib i den dyre ende, hvor konkurrenterne hedder Porsche Taycan, Mercedes-AMG GT 4-Door og de mest potente modeller fra BMW M og Audi Sport.
Artiklen fortsætter efter annoncen

