Over den lune ret i kantinen fortalte min kollega – fuldtidsjob, gift, to små børn og nummer tre på vej – at han havde siddet alene på en café i weekenden, mens familien skulle noget andet: “… Og så sad jeg bare dér og gloede ned i min telefon.” Der fulgte en snak – ikke en debat, for alle var enige om, at vi burde lægge telefonerne fra os og se os mere omkring. Vi bruger mobilen for meget. Det går ud over søvn, koncentration, kropsholdning, nærvær, børneopdragelse – ja, overhovedet dét at kunne være alene med sine egne tanker.
Og ja, telefonen bruges til underholdning, sociale medier, nyheder og små chatbeskeder – men også til netbank, arbejdsmail, e-Boks, Aula, rejseplaner og forsikringer. Den er i hånden på os hele tiden, og den løser opgaver konstant. Og alligevel: vi føler, vi burde gøre det mindre.
Når jeg spørger folk, hvordan de har det med deres mobilforbrug, kommer der altid et “men”. “Det gør arbejdet nemmere – men jeg føler mig hele tiden i gang.” “Det er sjovt at følge med – men jeg burde være mere nærværende.” “Det er smart at kunne multitaske – men det gør mig rastløs.”
Hver gang lander vi det samme sted: en lille stikpille af skam. Ikke fordi vi har gjort noget forkert – men fordi vi har lært, at vi burde ville noget andet.
Vi har været her før
Frygten for teknologiens påvirkning af vores menneskelighed er ikke ny – kun teknologien er. Da trykpressen kom, frygtede man, at for meget information ville overvælde os, og at falsk viden ville sprede sig, mens skriver-håndværket gik tabt og de etablerede sociale strukturer ville gå tabt. Da fotografiet kom, lød det, at den objektive fremstilling af os selv ville ødelægge selvfølelsen og fjerne vores kreative blik i genskabelsen af vores liv. Da radioen kom, var vi sikre på, det ville ødelægge hjerneaktiviteten og medføre psykiske lidelser, og at folk ikke ville kunne koncentrere sig mere. Frygten er gammel, men skammen er ny. For nu er det os selv, vi slår på. Det er ikke længere teknologien, der er farlig – det er vores egen adfærd, der er forkert.
Så nu sidder du her – måske endda med mobilen i hånden, mens du læser dette – og føler, at du burde gøre det anderledes. Du burde kigge op. Du burde være mere nærværende. Men hvorfor egentlig?
Telefonen giver dig adgang til det, vores art har søgt i årtusinder: viden, underholdning, sociale bånd og effektiv problemløsning. Det er ikke mærkeligt, at du bruger den så meget – det ville være mærkeligt, hvis du ikke gjorde. At shame os selv for at række ud efter netop dét, vi biologisk er kodet til at søge, er en håbløs kamp.
Det er ikke telefonen, der gør os til dårlige mennesker. Det er forestillingen om, at vi burde være bedre, mere til stede, mere offline, der sniger sig ind og skaber skammen – og det bliver grundigt udbasuneret i overskrifter på månedlig basis.
Du behøver ikke se op, når du pendler i toget til arbejde – det er netop nu, du kan nyde, hvad værktøjet kan: en video, en besked, et overblik, en stille stund. Du sidder på sofaen tirsdag aften ved siden af din partner og ser kattevideoer – I er ikke mindre sammen, end hvis I læste bøger eller så film.
Det er jo ikke, fordi vi ikke taler med vores børn, gør vores arbejde eller får støvsuget. Vi gør det hele – og vi tager en pause i skærmen. Måske skal vi bare begynde at værdsætte den times underholdning, chat eller doomscrolling for, hvad det er. Se på, hvad du har i hånden – og hvad det faktisk giver dig. Ikke som en afhængighed, men som et redskab. Som frihed.
Læg den moralske pegepind
Måske er det slet ikke telefonen, der er problemet. Måske er det ideen om, at vi hele tiden skal være bedre end vores egne vaner. Vi behøver ikke skamme os over at bruge et værktøj, der giver os adgang til det, vi evolutionært er drevet mod: kontakt, viden, stimuli og ro.
I stedet for at slå os selv i hovedet med moralske pegepinde, kunne vi begynde at spørge: Hvad giver det mig egentlig – og hvad vil jeg med det? Hvad giver det mig faktisk? Hvad ville jeg miste, hvis jeg aldrig kunne tage den op? Og hvad ville der ske, hvis jeg holdt op med at dømme mig selv – men begyndte at være bevidst i stedet for skamfuld?
Min kollega, midt i en hektisk hverdag med børn og job og alt det derimellem, skal ikke skamme sig over at dykke ned i skærmen, når han endelig har en halv time alene. Han skal da nyde det. Det er netop dét, teknologien kan: give os frihed i lommerne af tid. Han gør ikke noget forkert. Han gør præcis, hvad menneskehjernen er designet til: søger ro, input og forbindelse.
Det er ikke dovenskab. Det er ikke flugt.
Det er bare din hjerne, der virker.
PS. Denne tekst er skrevet udelukkende på min telefon.
Denne artikel er udtryk for skribentens egne holdninger.