Elbiler

Nu åbner Teslas robotaxi-tjeneste

Teslas selvkørende taxier rammer gaden i dag – men kun i Austin og med overvågning på forsædet. Pilotprojektet markerer starten på Musks ambitiøse robotaxi-planer, men mødes også af bekymring fra myndigheder og politikere.

robotaxi

Efter år med løfter og fremvisninger har Tesla nu officielt åbnet sin første robotaxi-tjeneste. Det skete i dag søndag den 22. juni i Austin, Texas – Teslas amerikanske hovedkvarter – hvor en række inviterede brugere fik mulighed for at prøve tjenesten via en ny app.

Pilotprojektet bliver dog i første omgang begrænset til en “geofenced” del af byen, og kun op til 20 ombyggede Model Y-biler kørte på gaden i løbet af søndagen. Ifølge invitationen – delt på sociale medier – kunne deltagerne bestille en tur via appen fra klokken 6 morgen til midnat, så længe destinationen ikke er lufthavnen.

Robotaxi med overvågning

Selvom bilen kører uden chauffør bag rattet, er projektet ikke helt uden opsyn. I følge CNBC vil der være en såkaldt “Tesla Safety Monitor” på passagersædet foran, ligesom turene bliver overvåget eksternt af Tesla-medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tiltaget kommer samtidig med, at amerikanske trafikmyndigheder intensiverer deres interesse for Teslas selvkørende teknologi. National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) undersøger blandt andet fire ulykker med Teslas “Full Self-Driving”-funktion og har i maj bedt Tesla fremlægge sine planer for sikkerhedsovervågning i forbindelse med pilotprojektet i Austin.

Desuden har politikere i Texas anmodet Tesla om at udskyde lanceringen til 1. september, hvor en ny lov træder i kraft og kræver godkendelse for selvkørende erhvervskøretøjer. Tesla ser dog ud til at gennemføre testen som planlagt – med sikkerhedstiltag, men uden officiel tilladelse fra den kommende lovgivning.

Vigtigt skridt for Musk og Tesla

Teslas satsning på robotaxier er ikke kun teknologisk ambitiøs – det er også et strategisk forsøg på at genrejse virksomhedens image og aktiekurs. Elon Musk har været i modvind efter politisk involvering og faldende salgstal, og robotaxi-projektet bliver af investorer set som et forsøg på at vise, at Tesla stadig er frontløber inden for innovation.

MERE OM SAMME EMNE:

En succesfuld udrulning kan ifølge analyser få Teslas markedsværdi til at fordobles inden udgangen af 2026. Men Tesla starter ikke på bar mark. Waymo, Googles søsterselskab, er allerede i fuld drift med robotaxier i flere storbyer – og får angiveligt 250.000 betalte ture hver uge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tesla håber dog at kunne skille sig ud med sin tilgang til design, software og skalerbarhed. Ifølge Musk selv handler det ikke om konkurrenterne: “Jeg tænker ikke så meget på konkurrence. Jeg fokuserer bare på at gøre produktet perfekt,” skrev han for nyligt.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.