Volkswagens populære el-SUV er på vej i ny udgave – og denne gang handler det ikke kun om et klassisk facelift. Nye oplysninger peger på både et markant designløft, en mere brugervenlig kabine og et teknisk spring af teknologien under gulvet. Og ja: ID.4 kan endda få et nyt navn.
Ifølge nye detaljer fra det tyske elbilmedie InsideEVs er Volkswagen i gang med at give Volkswagen ID.4 en synlig opdatering i løbet af året. Samtidig florerer der nu seriøse rygter om, at modellen kan droppe ID.4-navnet og i stedet blive relanceret som ID. Tiguan – et navn, der for mange bilkøbere vækker langt større genklang.
Mere kantet look – især bagfra
De seneste spionbilleder afslører en række små, men tydelige ændringer. Især bagenden får et skarpere udtryk med en mere kantet diffuser og nye baglygter. Her ser man rektangulære lyselementer og en mere tredimensionel lyssignatur, som giver bilen et mere moderne og robust præg. Som prikken over i’et får modellen også et oplyst VW-logo bagpå.
Designmæssigt lægger opdateringen sig tæt op ad Volkswagen ID. Cross Concept, og ifølge Volkswagens chefsdesigner Andreas Mindt er det helt bevidst. Det er her, Volkswagens kommende elbiler bevæger sig hen – også visuelt.
Nyt ansigt foran – men samme proportioner
Også fronten bliver opdateret. Den nuværende, smalle lysliste mellem forlygterne ser ud til at blive erstattet af et bredere, sort panel, sandsynligvis med en horisontal lysstribe og oplyst VW-logo. Proportionerne ændres derimod ikke, så ID.4 – eller ID. Tiguan – bevarer sin velkendte SUV-form.
Et mere praktisk tweak er, at Volkswagen ser ud til at droppe de halvt skjulte dørhåndtag til fordel for mere traditionelle håndtag. Et lille skridt – men et, der kan gøre hverdagen nemmere i frostvejr.
Største løft sker indeni
Det mest markante løft ventes i kabinen. Volkswagen har allerede lovet, at kommende elbiler får et markant bedre interiør, og den opdaterede ID.4 bliver en del af den strategi. Forventningerne peger mod en større touchskærm, et mere overskueligt layout – og vigtigst for mange: flere fysiske knapper. Det bliver dog ikke helt så radikalt som i den nyligt viste ID. Polo.
Under karrosseriet sker der også nyt. Ifølge oplysningerne opgraderes modellen fra den nuværende MEB-platform til MEB+. Det betyder nyere batteriteknologi med højere energitæthed, længere rækkevidde og hurtigere opladning – præcis de forbedringer, mange elbilkøbere efterspørger i 2026.
Hvornår ser vi den?
Alt tyder på, at den opdaterede ID.4 – eller ID. Tiguan – tidligst bliver vist frem i efteråret. Inden da forventes Volkswagen at præsentere (endnu) en opdateret Volkswagen ID.3, som en slags forsmag på, hvad der er i vente.












