Elbiler

Polestar 4 SUV får bagruden tilbage og en pris fra 465.000 kroner

Polestar gør sin mest populære model mere praktisk. Den nye Polestar 4 SUV får større bagagerum, op til 630 kilometer rækkevidde – og ikke mindst den bagrude, som mærket kontroversielt fjernede fra den oprindelige Polestar 4.

Polestar 4

Polestar har gjort manglen på en bagrude til et af de store samtaleemner omkring Polestar 4. Nu kommer den tilbage. Den nye Polestar 4 SUV er en mere traditionel og praktisk udgave af den eksisterende Polestar 4, som fremover får betegnelsen coupé. SUV’en får en mere opretstående bagende, almindeligt bakspejl og en rigtig bagrude. Det digitale kamerabakspejl lever videre – men nu som ekstraudstyr.

Det kan vise sig at være en vigtig ændring. Flere anmeldere har kritiseret den oprindelige løsning, og Cars.com har blandt andet beskrevet problemer med øjentræthed ved brug af kamerabakspejlet.

Mere plads – men samme gamle ladehastighed

Den mere firkantede bagende giver samtidig mere plads. Bagagerummet rummer 530 liter op til bagsæderne og op til 1.665 liter med bagsæderne lagt ned. Bagsædepassagererne får desuden 2,5 centimeter ekstra loftshøjde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under karrosseriet er der mindre nyt. Batteriet er fortsat på 100 kWh, og lynladning topper ved 200 kW. Til gengæld stiger WLTP-rækkevidden til 630 kilometer i den baghjulstrukne udgave. Dual Motor får 544 hk, firehjulstræk og op til 600 kilometer rækkevidde.

Der kommer også V2L, så bilen kan levere op til 3,3 kW strøm til eksempelvis elektrisk udstyr, samt en ny campingfunktion.

Fra 465.000 kroner

Prisen for Polestar 4 SUV begynder ved 465.000 kroner for Rear Motor og 495.000 kroner for Dual Motor. Dermed matcher SUV’en den officielle listepris på Polestar 4 coupé, som aktuelt også står til 465.000 kroner hos Polestar. Coupéen sælges dog samtidig på kampagne fra 429.900 kroner, så den praktiske SUV er i øjeblikket reelt godt 35.000 kroner dyrere.

MERE OM SAMME EMNE:

Dual Motor ventes til danske kunder i fjerde kvartal 2026, mens den billigere Rear Motor først leveres fra begyndelsen af 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.