MÜNCHEN: Med lanceringen af Polestar 5 melder det svensk-kinesiske elbilmærke sig direkte ind i kampen mod Porsche Taycan og Mercedes-AMG EQE. Den nye Polestar 5, der netop er blevet afsløret på AAI Bilmessen i München, er en firedørs Grand Tourer med muskler til at bakke selvtilliden op.
I sin mest brutale version, Performance, leverer bilen 650 kW (884 heste) og et moment på hele 1.015 Nm – nok til at sende den fra 0 til 100 km/t på bare 3,2 sekunder. Det er superbils-tal i en bil, der samtidig kan køre op til 565 kilometer på en opladning. Den billigere Dual Motor-udgave nøjes med 550 kW (748 hk), men kan til gengæld strække rækkevidden til 670 kilometer.
Priserne starter ved 1.150.000 kroner for Dual Motor og 1.400.000 kroner for Performance-udgaven. Dermed placerer Polestar sig lige midt i feltet mellem Tesla Model S og Porsche Taycan – både på ydelse og pris.
Polestar 5 er den første Polestar med 800-volts arkitektur. Det betyder lynladning med op til 350 kW, hvor 10-80 procent kan klares på bare 22 minutter. Altså helt på niveau med Porsche Taycan – og langt hurtigere end de fleste konkurrenter.
Køredynamik kan matche to-sæders sportsvogne Polestar 5 bygger på mærkets egen aluminiumsplatform, som giver lav vægt, høj stivhed og en køredynamik, der ifølge Polestar selv kan matche to-sæders sportsvogne. Designet ligger tæt op ad konceptbilen Precept , og linjerne er holdt ultraminimalistiske med klare referencer til luftfart.
Kabinen følger samme skandinaviske filosofi: rent, lyst og bæredygtigt. Materialerne spænder fra kromfrit læder til væv i biobaseret hørfiber, og selvfølgelig er hele systemet styret af Android Automotive med indbygget Google. Musikelskere kan opgradere til et 1.680-watt Bowers & Wilkins-anlæg med 21 højttalere – komplet med soundbar bag bagsædepassagerernes hoveder.
Køreoplevelsen i Polestar 5 er designet til at føles sportslig og kontrolleret. De lavt monterede sæder skal give en afslappet, men fokuseret siddeposition, mens rattet står stejlt og tæt på føreren for maksimal kontrol. Foran øjnene sidder et 9-tommers digitalt instrumentdisplay, fastgjort direkte på den elektrisk justerbare ratstamme, så det altid følger med i den rette vinkel. Hertil supplerer et 9,5-tommers head-up display, der projicerer de vigtigste informationer i synsfeltet, og tilsammen giver de et cockpit skræddersyet til føreren. I midten sidder der en 14,5-tommers portrætskærm til multimediebrug.
Et flagskib med ambitioner Polestar kalder selv bilen for et pejlemærke, og det er svært at være uenig. Her er tale om en elbil, der ikke bare vil være et grønt alternativ – men en bil, der vil stå øverst på ønskelisten hos folk, der ellers havde kigget mod Stuttgart eller Zuffenhausen.
”Polestar 5 bringer fremtiden ind i nutiden. Med sit rene, skandinaviske design både indvendigt og udvendigt, sin unikke platform, kraftfulde motorer, avancerede undervogn, banebrydende teknologi og bevidste valg af bæredygtige materialer er Polestar 5 et pejlemærke for hele branchen og det perfekte flagskib for Polestar,” siger Michael Lohscheller, CEO for Polestar.
Om danskerne får råd til at opleve det svensk-kinesiske alternativ til en Taycan, er en anden sag. Med de danske afgifter er Polestar 5 næppe en folkevogn. Men ét er sikkert: Polestar har trykket på speederen – og nu bliver det spændende at se, om Porsche og co. kan holde fast.