×
ElbilerTophistorie

Politisk aftale om roaming på lynladere

Man skal kunne betale med almindelige betalingskort på lynladere – og der skal være klar skiltning af pris.

Der er nu sikret et flertal for det forslag, som transportminister Benny Engelbrech fremsatte i juli måned, for at gøre livet nemmere for elbilister. Det betyder blandt andet, at man skal kunne betale med et almindelig kreditkort på lynladere, ligesom priserne skal harmoniseres og gøres synlige for kunderne, på samme måde som på tankstationer.

Samtidig får kommunerne og regionerne mulighed for at medfinansiere ladestandere på deres egne arealer.

Aftalen, der skal “give bedre vilkår for bilister, der skal lade op, øge konkurrence mellem operatørerne af ladestandere og giver kommunerne nye kort på hånden i den grønne omstilling,” er indgået af regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Lovforslaget bliver fremsat i denne folketingssamling og forventes at træde i kraft 1. april 2022, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse. Her står der også, at:

“Oplevelsen af at oplade elbiler skal minde mindre om nethandel, men mere om at handle på en tankstation. Med aftalen bliver der opsat klare rammer for betaling – f.eks. skal man kunne betale med almindelige betalingskort på lynlandere – og der skal være klar skiltning af pris i kroner pr. kilowatt og prisen, som skal betales for den samlede opladning ved ladestanderen. For ladestandere med lav effekt på under 50 kW kræves der ikke kortlæsere, hvis det er muligt at lade op gennem en roamingtjeneste.

Endelig vil aftalevilkår mellem myndigheder og operatører af ladestandere blive udformet med henblik på, at brugerne kan forvente rimelige og ikkediskriminerende priser, når de lader bilen op på offentlige arealer”.

I første omgang vil reglerne dog kun omfatte ladestandere, der etableres efter lovforslagets ikrafttræden. Men fra 1. januar 2026 vil kravene også omfatte eksisterende ladestandere. Reglerne vil omfatte alle offentligt tilgængelige ladestandere, uanset om de er placeret på offentligt eller privat areal.

Hos landets største ladeudbyder, Clever, vækker aftalen umiddelbart begejstring:

– Vi er særligt glade for, at man lægger op til en løsning for roaming, der giver større fleksibilitet, så vi kan fortsætte udviklingen af det åbne offentlige ladenetværk til gavn for alle elbilister, siger Henrik Skyggebjerg, der er kommunikationschef hos Clever.

Han sender dog samtidig en advarsel om, at en for ivrig prisregulering kan ende med at ramme forbrugerne:

– Samtidig skal vi undgå at overregulere markedet og overimplementere EU-lovgivningen – særligt i forhold til den naturlige prisdannelse. Der er en reel risiko for, at prisreguleringer rammer ved siden af målet og intentionen. Den risikerer at ramme enten forbrugerens pengepung eller investeringsviljen hos eksisterende og nye markedsaktører – og sker det, får vi ikke det tempo i udrulningen af ladeinfrastrukturen som elbilisterne, danskerne og omstillingen af transporten fortjener, advarer Henrik Skyggebjerg.

Hele aftaleteksten kan læses her (PDF, åbner i ny fane).

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.