Elbiler

Så langt kommer de billige elbiler på motorvej

Otte af markedets mindste og billigste elbiler blev kørt, til batteriet var helt tomt. Hyundai Inster kom længst, men en billig Fiat leverede testens største overraskelse.

billig
Hyundai Inster kørte længst.

Små, billige elbiler har små batterier. Det er en stor del af forklaringen på, at biler som Fiat Grande Panda, Hyundai Inster og BYD Dolphin Surf kan holde priserne nede. Men hvor langt rækker de små batterier, når bytrafikken bliver skiftet ud med motorvej?

Det har britiske Carwow undersøgt ved at sende otte små elbiler ud på en langtur med én simpel regel: De skulle fortsætte, indtil der ikke var mere strøm tilbage. Og resultatet er mere opløftende, end man måske skulle tro.

Fiat kørte længere end lovet

Den største overraskelse kom fra Fiat Grande Panda. Den lille italiener fortsatte i omkring 325 kilometer, før festen var slut. Dermed nåede den ifølge Carwow 102 procent af sin officielle rækkevidde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er bemærkelsesværdigt, fordi WLTP-rækkevidden ikke er en ren motorvejsmåling. Tværtimod er høj og konstant fart normalt noget af det hårdeste, man kan udsætte en elbils rækkevidde for.

Fiat var ikke alene om at slå fabrikstallet. Den lille Microlino nåede cirka 185 kilometer, svarende til 101 procent af den opgivne rækkevidde.

Her skal der dog sættes en stor stjerne. Microlino er teknisk set en quadricycle og ikke en almindelig personbil, og dens tophastighed på omkring 90 km/t gav den en markant lettere opgave end de øvrige biler.

Hyundai Inster kørte længst

Den absolutte rækkeviddevinder blev Hyundai Inster Long Range. Den lille Hyundai nåede cirka 341 kilometer, inden batteriet endelig gav op. Det svarede ifølge Carwow til omkring 95 procent af den officielle rækkevidde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inster var samtidig blandt de biler, som testholdet var mest begejstret for. Den blev fremhævet for at føles stabil og støjsvag ved motorvejshastighed, samtidig med at kabinen er usædvanligt rummelig for så lille en bil.

Sådan endte rækkeviddetesten:

ModelMålt rækkeviddeAndel af officiel rækkevidde
Hyundai Inster341 km95 %
Fiat Grande Panda325 km102 %
BYD Dolphin Surf299 km93 %
Citroën ë-C3275 km86 %
Leapmotor T03225 km85 %
Dacia Spring198 km88 %
Honda Super-N *195 km95 %
Microlino *185 km101 %
* Fås ikke i Danmark

De blev kørt helt i bund

Carwow nøjedes ikke med at køre bilerne ned til 5 eller 10 procent og derefter finde en ladestander. Alle biler begyndte med 100 procent strøm og blev kørt ved de gældende hastighedsgrænser. Komfortudstyr som klimaanlæg blev brugt undervejs, og først da batterierne var ved at være tømt, begyndte testkørerne at spare på strømmen.

Når rækkevidden nærmede sig nul, forlod bilerne motorvejen og fortsatte på mindre veje, indtil de ikke kunne køre længere. Det afslørede også, at 0 kilometer på displayet langt fra altid betyder 0 kilometer i virkeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

BYD Dolphin Surf fortsatte eksempelvis omkring 19 kilometer efter, at rækkeviddemåleren viste nul. Fiat Grande Panda klarede omtrent 24 kilometer efter den første melding om nul kilometer tilbage. Det er naturligvis ikke en reserve, man bør planlægge sin ferie efter. Men den kan være ganske rar at kende til, hvis den sidste ladestander viser sig at være optaget.

Stor forskel på effektiviteten

Microlino var klart mest nøjsom med strømmen, men dens lave motorvejshastighed gør sammenligningen skæv. Blandt de almindelige biler var BYD Dolphin Surf og Dacia Spring de mest effektive med cirka 4,8 miles pr. kWh, svarende til omtrent 7,7 km/kWh.

Citroën ë-C3 lå i den modsatte ende med omkring 3,3 miles pr. kWh – cirka 5,3 km/kWh. Og selv om ë-C3 og Grande Panda deler meget af teknikken under huden, var der altså en ganske markant forskel på, hvor langt de kom.

Små elbiler kan godt tage motorvejen

Testen viser først og fremmest, at en billig elbil ikke nødvendigvis er dømt til kun at snige sig mellem hjemmet, supermarkedet og børnehaven. Omkring 300 kilometer ved motorvejsfart i en BYD Dolphin Surf og over 320 kilometer i Grande Panda er brugbart – og Hyundai Inster beviser med sine godt 340 kilometer, at selv en meget lille elbil kan klare længere ture.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Men der er et vigtigt forbehold: Testen blev gennemført i varmt sommervejr. Når temperaturen falder, vil rækkevidden også gøre det. På langtur er rækkevidden desuden kun den ene halvdel af regnestykket. Den anden er ladehastigheden. Her kan flere af de billigste elbiler stadig kræve betydeligt mere tålmodighed end større og dyrere modeller.

Så ja, de små elbiler kan godt komme langt. Du skal bare helst vælge den rigtige. Se hele videoen herunder:

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.