Elbiler holder ikke prisen – og Tesla er ingen undtagelse. Faktisk ligger flere af mærkets populære modeller blandt de biler med det største værditab på markedet. Tal fra bilvurderingstjenester og brugtbilportaler viser, at flere Tesla-modeller taber betydeligt i værdi allerede inden for de første år.
En væsentlig del af forklaringen skal findes hos Tesla selv. Mærket har gentagne gange sænket priserne på nye biler – nogle gange med op til 100.000 kroner fra den ene måned til den næste. Det har presset brugtværdien på eksisterende biler ned, fordi købere i stigende grad vælger at købe fabriksnyt frem for brugt.
Dertil kommer, at Tesla som producent ikke arbejder med traditionelle forhandlere. Det betyder, at der ikke er nogen buffer i form af indbytningspriser, og at prisudsvingene rammer brugtmarkedet direkte og uden forsinkelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

