Volkswagen har for første gang åbnet dørene til kabinen i ID. Polo – og det er ikke bare endnu et elbil-interiør med større skærme og færre knapper. Tværtimod markerer ID. Polo det lovede kursskifte for Volkswagen, hvor brugervenlighed, fysiske betjeningselementer og materialekvalitet igen er sat i centrum. Samtidig sniger der sig en overraskende dosis retro-nostalgi ind i det ellers ultramoderne cockpit.
Mindre bil – større ambitioner
ID. Polo er tænkt som Volkswagens nye elektriske indstigningsmodel, men interiøret afslører hurtigt, at ambitionerne rækker langt ud over minibils-klassen. Hele kabinen er udviklet ud fra massiv kundefeedback, efter kritikken af touch-tunge løsninger i de første ID.-modeller. Resultatet er ifølge Volkswagen et cockpit, der føles mere klassisk Volkswagen – bare elektrisk og digitalt opdateret.
Instrumentbordet er stramt, horisontalt og overskueligt. To store skærme ligger side om side: et digitalt cockpit bag rattet og en markant infotainmentskærm i midten. Grafikken er skarp og enkel, og vigtigst af alt er menuernes opbygning gjort mere logisk, så man ikke skal grave sig gennem lag af undermenuer for at skrue op for varmen eller skifte sang.
Artiklen fortsætter efter annoncen









