Samsungs næste flagskib hedder – ikke overraskende – Galaxy S9. Og Samsung arbejder lige nu på højtryk for at få telefonen klar til lancering – formentlig en gang i marts, men måske også før, for lanceringen af topmodeller fra alle de andre producenter – Huaweis Mate 10 Pro, OnePlus 5T og, ikke mindst, Apples iPhone X – har gjort at Samsung har mere end almindelig travlt med at få en ny topmodel ud, der kan konkurrere med de andre. Og svaret hedder altså Galaxy S9. Vi har samlet de rygter vi har kunnet finde fra analytikere og insidere.
Design
Forvent ikke nogen revolution her. Den største umiddelbare ændring vil formentlig være, at fingeraftrykslæseren vil blive flyttet til et mere praktisk sted. Der er dog enkelte rygter, der tyder på at S9 ikke vil nøjes med de to buede kanter, men faktisk vil få buede kanter hele vejen rundt – også i top og bund. Et andet, og ret usikkert rygte, taler om muligheden for, at Samsung vil “efterabe” Apple og lave en skærm, der fylder hele forsiden uden kanter i top og bund, og i stedet have en udskæring til kamera og andre sensorer. Rygtet stammer fra at Samsung har fået patent på netop sådan et design. Det er dog meget usikkert, om Samsung vil gå denne vej med designet – vi tror ikke på det.
Processor
Samsung har faktisk allerede afsløret deres næste generation mobilprocessor, kaldet Exynos 9810, og det er formentlig den, vi vil se i Galaxy S9. Den har en ekstremt hurtigt LTE chip, der vil understøtte downloads på 1,2 Gbit, hvilket hvis netværket ellers understøtter det, vil betyde at du vil kunne downloade en hel film i HD på under 10 sekunder. Det ville være den hurtigste telefon på mobilnetværket nogensinde.
Artiklen fortsætter efter annoncen

