Smarter Coffee 2.0

"Alexa - bryg mig en kande kaffe". Smarter Coffee 2.0 kan kobles på nettet og fjernbetjenes med både app og stemmestyring.

Det er bare lidt over et halvt år siden, at min kære kollega havde den første version af Smarter Coffee på testbænken; kaffemaskinen der kan kobles på nettet og betjenes med en app. Dengang fik den høvl for både smartdelen, vandtanken og prisen. Sidstnævnte er der ikke gjort noget ved, men hvad med de øvrige kritikpunkter?

Læssevis af finurligheder

Her er et kort resume for nye læsere: Smarter Coffee 2.0 er en kaffemaskine, der har et par ekstra funktioner i forhold de maskiner, du kender fra dine forældres køkken. For det første har den indbygget kværn, så den kan brygge kaffen på helt friskkværnede bønner. For det andet kan den kobles på netværket – og det åbner naturligvis op for en helt ny verden: Der er integration med den digitale assistent Alexa, mulighed for automatisk brygning via lokation (for eksempel når du kommer hjem fra arbejde) og læssevis af andre finurligheder.

 

Men i sidste ende er det altså bare en kaffemaskine – og lige præcis den del gør den faktisk temmelig godt. Ikke mindst fordi, den kan male bønnerne lige inden brygningen. Det er endda muligt at indstille hvor groft bønnerne skal males. En virkelig lækker feature. Resultatet er en ret gedigen kop kaffe, der nok ikke giver baristaer englevinger, men bestemt heller ikke falder igennem.

Fæle designfejl

I min optik lider maskinen af et par grelle designfejl. Den udvendige vandmåler er placeret på højre side af vandtanken. I mit køkken er maskinen placeret, så højre side står op mod en væg, hvorfor jeg må stå på tæer for at se og lure direkte ned i tanken, når jeg fylder vand på. Bevares, det er ikke nødvendigvis et problem for alle, men det leder mig direkte til den næste designfejl, som i øvrigt er en genganger fra version 1: Kolben kan indeholde mere vand en tanken, og i stedet for en “max hertil”-streg på indersiden af tanken, er der et hul. Der er altså pæn stor sandsynlighed for at man kan risikere at hælde vand ud på bordet bag maskinen, hvis man ikke er meget påpasselig. Det er ubegribeligt, at de ikke har rettet den dumhed.

 

Det store glansnummer

Ud over kværnen, er kaffemaskinens store glansnummer, at den kan kobles på hjemmenetværket og forbindes med en app. Smarter Coffee-app’en gør det muligt at se, hvor meget vand der er i tanken. Du kan også ændre indstillinger, såsom styrken på kaffen (mild, mellem og stærk), længden på forvarmning og hvor længe pladen skal holde sig varm efter brygning (maksimum er 40 minutter, hvilket er en EU-regel).

Men det er når du dykker lidt dybere ned, at det virkelig bliver sjovt. Wake Up mode gør det muligt at oprette en alarm, der både vækker og starter brygningen af kaffe, så den er klar, når du kommer ud af sengen. Home mode bruger geotracking, så du kan sætte maskinen til at brygge, når du kører ind i indkørslen. Og der er naturligvis også mulighed for at bestille nye forsyninger af bønner direkte fra app’en.

 

Smarter Coffee 2.0 kan også integreres med Amazon Alexa eller IFTTT (If This Then That), så du kan lave alle mulige former for automatiseringer efter eget hoved. Kun fantasien sætter grænser.

Smarter Coffee 2.0
Et par skærmbilleder fra den velfungerende Smarter Coffee 2.0 app.

Påklistret wifi-del

Alligevel kan jeg ikke ryste tanken om, at wifi-delen er lidt påklistret, ud af hovedet. For ligegyldigt hvad, så skal man jo fysisk betjene maskinen, når der skal fyldes vand i tanken. Hvorfor så ikke bare trykke på start-knappen, når man er der?

 

Det har høj imponatoreffekt, at Smarter Coffee 2.0 kan startes direkte fra en app (hvis du har husket at fylde vand i tanken), men ud over det, har jeg ærlig talt en smule svært ved at finde årsager til, at man skal have kaffemaskinen på nettet. Og selv om det altid er fedt at imponere gæsterne, så er prisen for den lille gimmick simpelthen for høj. Man kan få meget kaffemaskine for to tusinde kroner, hvis man er villig til at undvære wifi-forbindelsen. Også maskiner med timere, så der er friskbrygget kaffe, når du står op …

Smarter Coffee 2.0

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.990 kr.

Brygger en virkelig god kop kaffe, men wifi-delen virker påklistret og så er den simpelthen for dyr.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.