Den femte og sidste sæson af Stranger Things får premiere den 27. november 2025. Det offentliggjorde Netflix i går sammen med en teaser og en række nye billeder fra serien. Sæsonen bliver delt op i tre dele, hvor anden del får premiere den 26. december og den afsluttende tredje del den 1. januar 2026.
Historien udspiller sig i efteråret 1987, hvor byen Hawkins stadig er præget af konsekvenserne efter porten til Vrangsiden blev åbnet. Hovedpersonerne er samlet om et fælles mål: at finde og bekæmpe Vecna. Men han er forsvundet, og hans planer er ukendte. Samtidig er byen underlagt militærkarantæne, og myndighederne intensiverer jagten på Elleve, hvilket tvinger hende til endnu engang at gå under jorden.
Stranger Things som vi kender det
Sårbare relationer og kendte konflikter danner bagtæppe for den afsluttende fortælling, hvor årsdagen for Wills forsvinden nærmer sig, og en velkendt frygt vender tilbage. Serien lover et sidste opgør med et mørke, der beskrives som stærkere end noget, karaktererne tidligere har stået overfor. Det er i det hele taget den velkendte opskrift på en ny sæson af den ikoniske serie. Men denne gang altså for sidste gang.
Artiklen fortsætter efter annoncen

