Tesla beskyldes for at spærre folk inde i Model Y

Tesla er under lup, efter flere ejere har oplevet, at børn og hunde bliver spærret inde i Model Y, når bilens 12-volts system svigter – i nogle tilfælde med knuste ruder som eneste udvej.

Tesla er igen i modvind. Denne gang handler det ikke om autopilot eller produktionsmål, men om noget så basalt som at kunne åbne en dør. Den amerikanske trafikstyrelse NHTSA har åbnet en officiel undersøgelse af Tesla Model Y, efter flere ejere har rapporteret, at bilens døre ikke kan åbnes, når 12-volts systemet står af.

Og det er ikke småting: Ifølge myndighederne har ni ejere oplevet situationer, hvor børn eller hunde er blevet spærret inde i bilen på varme dage. I fire af tilfældene måtte forældrene bogstaveligt talt knuse en rude for at få deres barn eller kæledyr ud.

 

Strømsvigt = ingen døre

Problemet er de såkaldte “flush handles” – de indbyggede, elektriske dørhåndtag, der kun fungerer, hvis bilens lille 12-volts batteri er i live. Når batteriet dør, dør håndtagene med det. Det betyder, at man udefra ikke kan åbne dørene. Indvendigt findes der nødløsninger, men på visse bagdøre er de skjult under paneler – og næppe noget, et barn selv kan finde ud af i en paniksituation.

NHTSA fremhæver desuden, at Teslas startprocedure med ekstern strøm er unødigt besværlig: Man skal forbinde strøm til to forskellige punkter udenpå bilen, hvilket langt de færreste ejere overhovedet kender til.

 

Sagen kommer kort efter en omfattende Bloomberg-rapport, der satte fokus på konsekvenserne af Teslas designvalg. Her blev det dokumenteret, at fejl i dørhåndtagene tidligere har kostet menneskeliv, fordi redningsfolk ikke kunne få passagerer ud af brændende biler.

Også i Kina har de fokus på de skjulte dørhåndtag. Her vil man simpelthen forbyde dem.

 

Forbrugerne må afvente

Selvom Tesla for år tilbage tilføjede manuelle frigøringsmekanismer på nogle nyere Model 3 og Y, har NHTSA altså modtaget tilstrækkeligt mange klager til at tage sagen alvorligt.

Undersøgelsen er stadig i sin spæde start, og Tesla har endnu ikke udtalt sig om sagen. Men for de tusindvis af danske Model Y-ejere er det endnu et påmindelse om, at selv verdens mest hypede elbil kan have helt jordnære problemer.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.