TEST

TEST: Nissan Micra – den lille elbil, som gør næsten alt rigtigt

Ligesom søsterbilen Renault 5 er Nissan Micra vidunderlig at køre. En fantastisk bil, hvis du kan gå på kompromis med ladehastigheden og pladsen på bagsædet.

Nissan Micra iNPUT anbefaler: 81 procent
Nissan Micra (foto: iNPUT)

Sammen med søsterbilen Renault 5 E-Tech blev Nissan Micra kåret til Årets Bil 2026 af de danske motorjournalister. Det er der virkelig ikke noget at sige til. Det er en yderst vellykket lille elbil, som ligger meget tæt på Renault 5 både teknisk og oplevelsesmæssigt. Under den Nissan-ficerede overflade er de to modeller nemlig helt ens. Selv priserne er identiske.

Valget handler derfor primært om, hvorvidt du er til Renault 5’erens kantede retrodesign eller Nissan Micras mere afrundede og, tør man sige, feminine design. Men der er også en anden væsentlig forskel. Både Nissan og Renault giver fem års nyvognsgaranti, men hvor garantien på Renault 5 gælder op til 150.000 kilometer, udløber garantien på Nissan Micra allerede efter 100.000 kilometer.

Et mere modent udtryk

Micra ser frisk og sympatisk ud, og med små visuelle detaljer hist og her er det virkelig lykkedes Nissan at give bilen sit eget udtryk. Nissan har givet bilen et mere voksent og moderne formsprog end den mere retrofikserede søstermodel, samtidig med at de kompakte proportioner stadig klæder bilen rigtig godt. Micra bevidst går uden om den tunge retrostil og satser i stedet på et mere nutidigt udtryk med diskrete nik til tidligere generationer. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den er ikke lige så sprælsk som søsterbilen, men vil sandsynligvis tiltrække et mere modent publikum. Det er også en del af dens appel: Hvor nogle små elbiler prøver meget hårdt at være quirky, virker Micra mere helstøbt og mindre anstrengende at se på. Den har stadig personlighed, men på en mere afdæmpet og selvsikker måde. At den samtidig holder fast i de gode, kompakte proportioner, er med til at få den til at se både solid og veltegnet ud. 

En detalje, jeg virkelig godt kan lide, er fælgene. De ligner umiskendeligt dyre tilkøbsfælge, men det er faktisk standard-plastikfælge. De ser godt ud, og du behøver ikke tømme opsparingen, hvis du kommer lidt for tæt på en kantsten.

Med tanke på platformen overrasker det ikke, at Nissan Micra er mere underholdende at køre end de fleste biler i klassen. Den er agil, velafbalanceret og har god stabilitet selv i skarpe sving. Den føles sikker, kvik og kompetent på både landevej og motorvej. Førerassistentsystemerne opfører sig, som man forventer, og det er – tak – nemt at slå de EU-bestemte hastighedsadvarsler fra med to tryk på en fysisk knap ved siden af rattet.

Ligesom i søsterbilen er softwaresystemet i Nissan Micra baseret på Google Automotive, som faste læsere vil vide, at vi er svært begejstrede for her på redaktionen. Det giver ikke alene gnidningsfri integration af en række Google-tjenester, men også en fordel i navigationen. Estimaterne af rækkevidden er yderst præcise, og beregning af ruter med indlagte ladestop foregår nemt og smertefrit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke nogen langturskonge

Nissan Micra er en lille bil, og med et angivet WLTP-forbrug på bare 14,8 kWh pr. 100 kilometer er forbruget lavt. Faktisk en smule lavere end i søsterbilen Renault 5, der er opgivet til 15,9 kWh pr. 100 kilometer. Jeg oplevede det dog lige omvendt på vores sædvanlige testrute, som du kan læse detaljerne om lige her. Micra brugte 22,5 kWh pr. 100 kilometer, mens Renault 5 nøjedes med 18,6 kWh pr. 100 kilometer på samme strækning, da jeg testede den.

Forbrug på iNPUTs testrute

Samme rute. Samme måleenhed. Temperatur og dæk kan stadig påvirke resultatet.

Nr. 22 af 34 testede biler 22,6 kWh/100 km
#ModelGennemsnitTemp.
1 Renault Twingo E-Tech 16,8 kWh/100 km 18,0 °C
2 Toyota C-HR+ Active 77 kWh AWD 18,0 kWh/100 km 25,0 °C
3 Xpeng P7+ RWD Long Range 18,6 kWh/100 km 22,0 °C
…
20 Xpeng G9 RWD Standard Range 22,5 kWh/100 km 23,0 °C
21 Toyota Urban Cruiser 22,5 kWh/100 km 13,0 °C
22 Nissan Micra 52 kWh* 22,6 kWh/100 km 4,0 °C
23 Alpine A390 GTS 22,7 kWh/100 km 17,0 °C
24 Zeekr 001 Sport Edition 22,7 kWh/100 km 20,0 °C
…
32 Polestar 4 Long Range Single Motor* 27,5 kWh/100 km 3,0 °C
33 Volkswagen ID.Buzz Lang 28,1 kWh/100 km 8,5 °C
34 Hyundai Ioniq 9 Performance AWD* 28,2 kWh/100 km 10,0 °C

* Testen er udført på vinterdæk.

Det skal dog nævnes, at der var flere faktorer, som kan have spillet ind. For det første havde jeg en 15-årig med som passager i Micra, mens jeg kørte alene i 5’eren. For det andet blev 5’eren kørt i noget nær optimale betingelser på sommerdæk ved 21 grader. Micra blev derimod kørt på vinterdæk ved 4 grader. Det påvirker naturligvis resultatet.

WLTP-rækkevidden for udgaven med det store batteri er angivet til 415 kilometer, men mit kvalificerede gæt er, at du kan forvente omkring 350 kilometer i godt vejr og ned mod 280 kilometer i vinterperioden ved blandet kørsel.

100+15-TESTEN Nissan Micra 52 kWh Evolve

Hvor langt kommer bilen i alt, hvis du starter med 100 % batteri, kører ned til 10 %, lynlader i 15 minutter og fortsætter til 10 % igen?

Start
100% SoC
15 min.
10% SoC
207 km 99 km
Stop
10% SoC
= 306 km

iNPUTs måling bygger på bilens målte forbrug og den målte ladekurve.

Det gør ikke Micra til nogen oplagt kandidat til langture, og ladeeffekten hjælper heller ikke på helhedsindtrykket. Micra har nemlig “arvet” en ladeeffekt fra Renault 5, som virker til at underperforme. Det er en generel Renault-ting. Det tog mig 30 minutter at lade den fra 10 til 80 procent, og maks-effekten faldt stille og roligt næsten fra første færd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ladekurve: Nissan Micra 52 kWh

Måledato: 21. marts 2026 · Temperatur: 6 °C

Gns. kW (10–80): 73 kW

Ladetidskurve: Nissan Micra 52 kWh

Måledato: 21. marts 2026 · Temperatur: 6 °C

Ladetid (10–80): 30 min.

Det er dog ikke nogen dealbreaker, for Nissan Micra sælges først og fremmest som en pendler- og bybil. Men det er naturligvis værd at tage med i overvejelserne.

iNPUT mener …

Prisen på Nissan Micra starter ved 189.990 kroner, men den testede udgave med det store batteri står til 226.900 kroner, og den er efter min mening alle pengene værd. Indstigningsudgaven har et væsentligt mindre batteri med en WLTP-rækkevidde på 340 kilometer, realistisk nok tættere på 220 kilometer ved blandet kørsel. Det er efter min mening det forkerte sted at spare 37.000 kroner, både i daglig brug og i forhold til en eventuel gensalgsværdi. Ikke mindst fordi den billigste variant heller ikke har Google Automotive.

MERE OM SAMME EMNE:

Nissan Micra er ikke en bil for hvem som helst. Men leder du efter en elbil, der primært skal bruges af to personer og ikke skal på langture til Sydeuropa, er Micra en model, du ikke bør overse. Den er supercharmerende at se på, sjov at køre og har en kabine, der føles som i en langt dyrere bil.

Det eneste reelle minus er garantien, der er 50.000 kilometer kortere end hos Renault. Det er til gengæld prisen for at vælge Micraens mere rolige og voksne design frem for Renault 5’erens mere sprælske fremtoning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nissan Micra 52 kWh Evolve

237.900 kroner

En charmerende, velkørende og gennemført lille elbil, men den højere pris gør Renault 5 til den skarpere handel.

Styrker

  • Meget vellykkede og underholdende køreegenskaber
  • Kabinen føles dyrere end prisen antyder
  • Google Automotive fungerer fremragende
  • Kompakt, vellykket og karakteristisk design

Svagheder

  • Langsom DC-opladning
  • Begrænset plads på bagsædet

Score

81%

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.