×
Elbiler

Volkswagens nye elbil ID.3 er et hit – mere end 10.000 reservationer på under 24 timer

Den nye Volkswagen ID.3 ser ud til at blive Volkswagens første rigtige elbil succes - i hvert fald hvis man skal tro på de første tal

Volkswagen er måske nok en af verdens største bilproducenter, men når det kommer til elbiler har tyskerne været slemt bagud – især sammenlignet med amerikanske Tesla, der som bekendt har mere end almindeligt tralvt med at skære et enormt stykke af den elektriske kage bilproducenterne i fremtiden skal dele. Men Volkswagen har lagt sig i selen og har netop lanceret deres første elbil udviklet helt fra grunden, ID.3. Og det ser ud til, at den bliver et hit – i hvert fald hvis man skal tro Volkswagen selv, der rapporterer at der i de første 24 timer blev reserveret over 10.000 eksemplarer af den nye – og relativt billige elbil. Det er faktisk ganske meget – men når ikke Tesla til sokkeholderne – deres Model 3 blev reserveret i næsten 232.000 forudbestillinger indenfor de første 24 timer. Dertil skal dog lægges, at Tesla åbnede for forudbestillinger i hele verden, mens man kun kan bestille ID.3 her i Europa i første omgang.

Systemerne gik ned

Efterspørgslen efter den nye ID.3 har åbenbart været en smule for meget for Volkswagens systemer, der er brudt sammen af flere omgange. Det skulle dog stadig være mulig at komme til at lægge de 7.000 kr. det koster at reservere en bil. Sammenlagt vil Volkswagen kun producere 30.000 udgaver af ID.3 1st, som får et års gratis opladning med i købet. (Eller rettere – et år eller 2.000kWh, alt efter hvad der kommer først.)

200 præ-produktionsudgaver af ID.3

Volkswagen gør også opmærksom på, at de allerede har bygget ca. 200 præ-produktion udgaver af den nye elbil, men holder alligevel fast i, at produktionen først starter rigtigt i slutningen af i år og, måske lidt bemærkelsesværdigt, at de første biler først ventes i købernes hænder i midten af 2020.

ID.3 1st, som altså er den første udgave af bilen, kommer med en batteripakke på 58 kWh og vil have en rækkevidde på 420km (WLTP). Senere kommer også andre versioner af Volkswagens nye satsning – men altså først et godt stykke inde i 2020.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.