Billedet ovenfor er det første kig på Xbox Series S, Microsofts nedbarberede udgave af deres næste-generations-konsol. Det stammer fra et billede, der er blevet lækket af websitet Thurrott og viser ikke alene konsollens design, men også prisen, der angiveligt skulle blive på 299 dollars – altså lige under 1.900 danske kroner inden moms og afgifter.
Designet er siden blevet bekræftet af lækkerne WalkingCat, der har tilføjet en kort video på Twitter, ligesom analytikeren Daniel Ahmad bekræfter designet på Xbox Series S. Windows Central bekræfter til gengæld, at prisen vil blive på 299 dollars. De mener også, at prisen for topmodellen, Series X, bliver på 499 dollars.
I videoen fra WalkingCat (se den nedenfor) er det tydeligt at Series S er markant tyndere end flagskibet, Xbox Series X. Det ser heller ikke ud til, at S-modellen har noget optisk drev. Som på One S har den en rund, højttalerlignende udluftningsramme, men på Series S er den farvet sort.
Artiklen fortsætter efter annoncen


