×
ElbilerTophistorie

Xpeng åbner i Danmark næste år

Den kinesiske elbil Xpeng P7, der har 500 kilometer på batteriet, kommer på gaden i herhjemme i begyndelsen af næste år.

Så er det officielt. Efter et langt tilløb åbner kinesiske Xpeng i Danmark i starten af næste år. Det fortæller selskabet i dag i en pressemeddelelse. De har planer om at åbne et Xpeng Excperience Center i København, hvor man blandt andet kan opleve selskabets bil Xpeng P7.

Kinesene åbnede op i Norge for et år siden og sendte i august måned den første ladning af sedan’en Xpeng P7 til Oslo. Ud over Danmark får også Holland og Sverige Xpeng på menuen.

– Bag kulisserne har vi arbejdet med etableringen af virksomheden i Danmark, Holland og Sverige i mange måneder for at sikre, at vi har de bedste teams til at repræsentere vores brand. Vi ser frem til at se Xpeng-køretøjer på vejene i flere europæiske byer, siger Liyang (Leon) He, Vice President for Xpeng.

P7’eren skal konkurrere direkte mod Tesla Model 3. Den har en batteripakke på 80 kWh og kan køre op til 530 kilometer på en opladning (WLTP). Motoren med 430hk har en maksimal effekt på 316kW og et maksimalt drejningsmoment på 655 Nm. Den kan accelerere fra 0-100 km/t på 4,5 sekunder.

I øvrigt har bilen lydsystem fra danske Dynaudio, bestående af ikke færre end 18 højttalere. Bilens autopilot inkluderer Adaptive Cruise Control (ACC), Adaptive Turning Control (ATC) og Lane Centering Control (LCC), som tillader dig at holde fokus på vejen. Desuden kan den håndtere både almindelig, skrå- og parallelparkering.

Selv om Xpeng allerede har lanceret en dansk hjemmeside er der ikke kommet prislap på P7’eren. I Norge er startprisen på 447.820 NOK, hvilket svarer til lidt over 336.000 kroner. Altså et godt stykke under den grænse, hvor der skal betales afgift.

Udgaven med firehjulstræk koster 507.820 NOK (391.000 kroner), mens specialmodellen P7 Wing Edition, med saksedøre, koster fra 599.820 NOK (450.000 kr.).

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.