Elektronik

YouTuber har testet registrering af biluheld med iPhone 14

Det måtte jo komme, siden Apple lancerede iPhone 14-serien med funktionalitet, der kan registrere uheld. Nemlig en test af, om det virker.

Foto: MacRumors / TechRax

Da Apple præsenterede iPhone 14-serien forleden, så var en af nyhederne en funktion, der kan registrere hvis telefonen er involveret i et biluheld. Når det sker, så vil telefonen efter 10 sekunder, uden reaktion fra brugeren automatisk foretage et nødopkald til 1-1-2.

En funktion de fleste nok kan blive enige om er ganske smart og formentlig kan redde liv. Men virker det som Apple proklamerer? Det har YouTuberen TechRax sat sig for at undersøge. Hans YouTube-kanal udsætter elektronik for lidt af hvert, hvorfor en iPhone 14 i en ubemandet bil naturligvis er oplagt.

I videoen kan man se at telefonen bliver fastspændt i bilen, der sendes afsted mod en række parkerede biler. Når uheldet registreres vises en besked på telefonen, der samtidig udsender en høj lyd, så den kan lokaliseres. Hvis brugeren ikke reagerer på beskeden, så ringes der til alarmcentralen, hvor Siri vil gentage en besked om at der er sket et biluheld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at registrere uheld, så benyttes en lang række af iPhone 14 og dens sensorer. Accelerometeret registrerer pludselige skift i hastighed, gyroskopet ændringer i retning og barometeret kan opfange ændringer i kabinetryk på baggrund af udløste airbags. Oveni det, så lytter mikrofonerne efter høje lyde. Når de målinger sammenfattes, så kan iPhone 14 således genkende biluheld fra at du for eksempel taber telefonen.

MERE OM SAMME EMNE:

Funktionen er tilgængelig på følgende enheder

  • ‌iPhone 14‌
  • ‌iPhone 14‌ Plus
  • iPhone 14 Pro
  • ‌iPhone 14 Pro‌ Max
  • Apple Watch SE (2. Generation)
  • Apple Watch Series 8
  • Apple Watch Ultra

Forhåbentlig får de færreste lejlighed til at se om funktionen virker. Hvis du er interesseret i telefonens øvrige funktioner, så se nærmere på vores anmeldelse. Vi har dog undladt selv at teste om funktionen fungerer.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.