Nu kommer den endelig – Volvo EX60. Volvo har i forvejen deres EX90 (som vi har prøvekørt her) i toppen af produktlinien, deres lille EX30 i bunden og så EX40 der ligger en smule over EX30, men som langt fra bevæger sig op en kategori hvor den kan tage kampen op med konkurrenternes nye flagskibe i mellemsegmentet. Men det er altså EX60 der kommer til at ligge lige midt i linjen, og det kan muligvis blive den vigtigste bil, Volvo nogensinde har lavet, for det er den der både skal udgøre en stor del af salget de næste år – og samtidig udgøre stammen i Volvos serie af elektriske SUV’er – så det er vigtigt at den er et umiddelbart hit for producenten.
EX60 får premiere i starten af 2026 og skal produceres på Volvos hovedfabrik i Göteborg. Selvom priserne endnu ikke er offentliggjort, ventes de at blive noget højere end eksempelvis Teslas nye version af Model Y, selvom det formentlig bliver en af hovedkonkurrenterne. Volvo ser dog sig selv som et mere premium brand end Tesla, så de vil formentlig mene, at en højere pris vil være retfærdiggjort af bedre byggekvalitet og et mere “premium feel”.
EX60 bygger på ny platform og mere effektiv teknologi
EX60 bliver den første bil bygget på Volvos nye SPA3-platform, som er en videreudvikling af den arkitektur, der bruges i den større EX90. Med SPA3 kommer mere effektive motorer – op til 93 % effektivitet – og batteripakker med højere energitæthed. Batterierne er integreret strukturelt i bilen, hvilket giver lavere vægt og større stivhed – en tilgang som Tesla allerede har haft succes med.
Artiklen fortsætter efter annoncen

