Volkswagen har sendt endnu en milliard dollars over Atlanten til elbilstartup’en Rivian. Pengene er en del af den storstilede milliardalliance, der skal give VW adgang til Rivians software og elektronik – og samtidig give Rivian en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning.
På papiret er det en win-win, men virkeligheden hos Rivian har været alt andet end gnidningsfri på det seneste. Det californiske mærke med base i Irvine kæmper med dalende salg og et alt for dyrt modelprogram. Bilerne er teknologisk avancerede og har fået ros for både design og software, men de er for dyre til for alvor at få gang i massemarkedet.
Volkswagen ser dog stadig stort potentiale i Rivian – særligt i teknologien bag. Aftalen mellem de to selskaber blev indgået sidste år og har en samlet værdi på knap seks milliarder dollars. I bytte for investeringerne får VW adgang til amerikanernes avancerede elektronik og softwarearkitektur, som gør det muligt at opdatere bilerne over tid og tilføje nye funktioner.
Artiklen fortsætter efter annoncen

