De ikoniske PodSpeakers blev oprindeligt skabt af danske Scandyna i 1990’erne. Siden er Scandyna opkøbt af EET Group, der nu har genoplivet Podspeakers-brandet med den trådløse MicroPod Bluetooth MKII med Bluetooth og indbygget batteri. Fordelen er, at to højttalere kan kobles sammen i en stereoopsætning – og så ser de i øvrigt hamrende godt ud. Men så er der i virkeligheden heller ikke meget mere positivt at sige om dem …
Batteri? Hvorfor?
MicroPod er omkring 15 centimeter høj og som skrevet udstyret med genopladeligt batteri, så man kan tage den med sig. Det virker dog en smule ugennemtænkt af mindst to årsager: Formen gør, at den er svær at få et ordentlig greb om, så der er risiko for, at den tabes, og så sidder selve højttalerenhederne ret udsat, uden nogen form for beskyttelse. Jeg ville i hvert fald ikke tage højttaleren med på stranden, hvor risikoen for sand i maskineriet er overhængende.
I min optik gør MicroPod sig langt bedre hjemme på hylden. Den – og i særdeleshed i par – pynter virkelig på enhver hylde. Til det formål er højttaleren udrustet med tre ”spikes”, den kan stilles på. De gør til gengæld højttaleren helt utrolig ustabil; et lille bitte puf fra den forkerte vinkel, så vælter den. Heldigvis kan højttaleren også bruges uden spikes – og så er problemet løst. Men igen virker det som om, designet ikke er helt gennemtænkt til brugen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

