EMUI er blevet bedre
For hver generation af Huaweis egen overbygning til Android, kaldet EMUI, er den blevet bedre og bedre. Det gør sig også gældende i den seneste udgave, som naturligvis er installeret på P20 Pro. Tilbage i den spæde barndom var EMUI mest bare et lille skin, der skulle få telefonens startskærm til at fungere mere som en iPhone – men i den nyeste udgave er der efterhånden skruet grundigt op for charmen. Designet er faktisk pænt, og menuerne er placeret godt, så det er let at finde rundt. Og igen – hvis du kommer fra en iPhone vil du finde, at mange ting er placeret på de samme steder. Det fungerer ganske udmærket – og skulle du endelig ikke være interesseret i at bruge EMUI, kan du altid installere en anden launcher og ændre alt til din smag. Læs i øvrigt vores guide til launchere her.
Hurtig som bare…
Stort set alle telefoner udgivet i de seneste par år har leveret en tilfredsstillende ydelse. Ikke desto mindre skal Huawei have ros for at de har bygget deres egne processorer, der virkelig leverer. Selv grafiktunge spil får aldrig P20 Pro bare en smule i knæ, og AI funktionerne i kameraet er også nærmest umiddelbare. Nu skulle man så tro, at processoren er helt ny – men i virkeligheden er det den samme Kirin 970 der sidder i den efterhånden “halvgamle” Mate 10 Pro. Men igen; det er for så vidt fuldstændigt ligemeget, for den ræser derudaf. I Geekbench leverer den 1906 i single-core og 6775 i multi-core. Det ligger sig fint op ad de fleste af konkurrenterne, men får baghjul af iPhone X. I praksis er det dog helt ligemeget, for hastigheden er i top og du kommer aldrig til at have problemer med P20 Pro når det kommer til ydelse. Det gør nok heller ikke noget dårligt for P20 Pros ydelse, at den er udrustet med hele 6GB hukommelse.
Udsøgt skærm
Generelt er kvaliteten på den 6,1″ store skærm også helt gennemført god. Opløsningen er 1080 x 2160, og alt står knivskarpt og sprødt. Skruer man grundigt op for lysstyrken er der så meget knald på, at man fint kan se hvad der foregår på skærmen selv i højt solskin. I direkte sammenligning er den lige så god som Samsungs S9 og Apple iPhone X. Den understøtter også HDR, så hvis du ser film og serier på Netflix i HDR10 får du den fulde oplevelse.
Huawei har som sagt skelet en smule til Californien i udformningen af skærmen, der har fået et lille hak til kameraet. Men i modsætning til Apple har du som bruger af P20 Pro mulighed for at “fjerne” hakket. Reelt set betyder det bare, at der bliver lagt sorte bjælker ind på begge sider af hakket, der dermed ikke er til at se. Det er smart nok, men for mig betyder hakket ikke så meget – jeg kan godt lide den ekstra skærmplads det giver. Og når man skal se video er det næsten altid i 16:9 og eftersom skærmen er 18,7:9 vil hakket slet ikke være i billedet.
Artiklen fortsætter efter annoncen