Om et par uger kan danskerne for første gang se Toyotas nye elbil i virkeligheden. Den fuldt elektriske Toyota C-HR+ rammer Danmark den 7. januar, hvor de første eksemplarer ankommer og indleder en landsdækkende turné. Forbrugerne får dermed mulighed for at opleve bilen længe før den officielle Danmarkslancering senere på året.
Toyota lægger ikke skjul på, at C-HR+ er tiltænkt en central rolle i mærkets danske elbilsatsning. Interessen har allerede vist sig at være markant. Ifølge Toyota Danmark er der afgivet over 1.000 forudbestillinger blot få uger efter, at salget blev åbnet – et tal, der indikerer, at mange danskere ser C-HR+ som et realistisk alternativ i den kompakte SUV-klasse.
– Vi oplever en massiv interesse for C-HR+, og derfor glæder det os, at vi allerede nu kan vise bilen frem fysisk rundt om i hele landet. Det giver mulighed for at opleve både rummeligheden og designet i virkeligheden, siger pressechef Anders Tystrup fra Toyota Danmark.
Artiklen fortsætter efter annoncen

