Nu starter Renault 4 under 200.000 kroner

Renault 4 bliver markant billigere og starter under 200.000 kroner – et klart signal til prisfølsomme elbilkøbere, der vil have mere plads end i Renault 5 uden at sprænge budgettet.

Renault skruer på prisskiltet for den nye elbil Renault 4. Med en startpris på 199.990 kroner vil mærket give modellen et tiltrængt skub på det danske marked – og gøre den til en af de mest tilgængelige elbiler i sin klasse.

Hvor den ikoniske lillebror Renault 5 har stjålet rampelyset med stærke salgstal i både Danmark og resten af Europa, er Renault 4 landet mere afdæmpet. Men interessen er der: Næsten 200 danske ordrer alene i januar peger på, at potentialet er større, end salget hidtil har vist. Det er præcis det hul, Renault nu vil udnytte med et tydeligt prisgreb.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Den nye indgangspris gælder udgaven med 40 kWh batteri, som rækker op til 312 kilometer (WLTP). Det svarer til et prisfald på 7.000 kroner. Vælger man den større batteripakke på 52 kWh med op til 407 kilometers rækkevidde, lyder prisen nu på 214.990 kroner.

– Der har været meget fokus på Renault 5 – med god grund. Men vi mener, at Renault 4 rummer endnu mere potentiale, end salgstallene indtil nu har vist. Derfor sænker vi prisen til under den psykologiske grænse på 200.000 kroner, siger Søren Hyltoft, Head of Communication & Marketing hos RN Danmark, der importerer Renault i Danmark.

Se videoen med vores første indtryk af Renault 4 E-Tech.

Mere plads – samme teknik

Renault 4 deler platform og teknik med Renault 5, men er skabt som den mere rummelige og fleksible løsning. Den er både længere og højere, hvilket gør den mere familie- og hverdagsvenlig uden at slippe byformatet.

Begge batteriversioner kan lades med 11 kW AC og op til 80 eller 100 kW DC, afhængigt af variant. AC-laderen er bi-direktionel, så bilen kan levere strøm ud til eksempelvis elcykel, grill eller værktøj via V2L. Alle versioner leveres desuden med varmepumpe som standard.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Motormæssigt byder 40 kWh-udgaven på 120 hestekræfter, mens den større batteriversion leverer 150 hestekræfter.

En klassiker i ny form

Navnet Renault 4 bærer tung historik. Den oprindelige model blev lanceret i 1961 og nåede frem til 1994 at blive mærkets mest solgte bil nogensinde med over 8,1 millioner eksemplarer globalt. Med den nye eludgave håber Renault at genoplive succesen – denne gang i et marked, hvor prisen i stigende grad er afgørende.

Som resten af mærkets elbiler er Renault 4 dækket af fem års garanti eller 150.000 kilometer, mens batteriet er dækket i otte år eller 160.000 kilometer.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.