Apple har efterhånden gjort det til en vane at skubbe grænsen for, hvor meget ydelse man kan presse ned i en bærbar computer. Med M5 Max tager de endnu et skridt i den retning. Den nye MacBook Pro ligner i store træk den maskine, vi allerede kender, men under tastaturet gemmer der sig en chip, der leverer noget af det mest imponerende laptop-hardware på markedet lige nu.
Testmaskinen, jeg har haft på bordet de sidste uger, er en 16-tommer MacBook Pro i Space Black med M5 Max, 128 GB RAM og 4 TB lager. Det er en konfiguration, der ligger helt i den ekstreme ende. De færreste kommer nogensinde til at købe en MacBook med så meget hukommelse og lager, men netop derfor er den interessant. Hvis noget kan få M5 Max til at knække sammen, burde det være en maskine som denne. Det lykkedes aldrig helt.
Design og skærm
Apple har ikke ændret meget på selve designet. MacBook Pro er stadig bygget i et solidt aluminiumschassis, som føles mere som et professionelt værktøj end som en tynd ultrabook. Den er ikke specielt let, og den prøver heller ikke at være det. Til gengæld er byggekvaliteten stadig blandt de bedste på markedet.
Artiklen fortsætter efter annoncen


