Der er endnu ikke sat dansk prisskilt på den nye Kia EV2. Alligevel er det allerede nu svært at overse, hvad der er ved at ske. For mens Kia Danmark foreløbig nøjes med at varme op til modellen og invitere interesserede danskere til at opleve bilen, er priserne allerede landet på flere europæiske markeder. Og især det tyske udspil er værd at hæfte sig ved.
I Tyskland starter Kia EV2 ved 26.600 euro, 199.00 kroner, og Kia markedsfører den samtidig til 239 euro om måneden. Det er lavere, end mange havde forventet af en helt ny elektrisk crossover fra et mærke, der ellers ikke plejer at være billigst i klassen. På det tyske marked placerer det EV2 som en reel folke-elbil snarere end endnu et håbefuldt budgetløfte.
Det interessante er ikke bare prisen – men hvad man får
Kia EV2 er mærkets mindste elbil til Europa, men den er ikke skåret ind til benet på gammeldags manér. Ifølge Kia får køberne et kompakt SUV-format, to 12,3-tommers skærme, en separat 5-tommers klimaskærm og et bagagerum på 403 liter. Kia oplyser samtidig, at bilen fås med enten et batteri på 42,2 kWh med op til 317 kilometers rækkevidde eller et større batteri på 61,0 kWh med op til 453 kilometers rækkevidde.
Artiklen fortsætter efter annoncen



