Den offentlige beta af iOS 27 kan nu hentes af almindelige iPhone-brugere – ikke kun udviklere. Men danske brugere skal skrue forventningerne ned. Den største nyhed i iOS 27 er nemlig ikke med herhjemme.
Apple markedsfører iOS 27 med den nye Siri AI, som skal gøre stemmeassistenten langt mere personlig, kontekstbevidst og brugbar i hverdagen. Problemet er bare, at funktionen i første omgang ikke kommer til iPhone og iPad i EU – og dermed heller ikke i Danmark.
Apple peger selv på EU’s Digital Markets Act som årsagen. Ifølge Apples softwarechef Craig Federighi er selskabet “dybt skuffet” over, at EU-brugere ikke får Siri AI på iPhone og iPad ved lanceringen. Apple har heller ingen tidsplan for, hvornår funktionen kommer. Der går dig rygter om, at Apple og EU har holdt intensive møder om, hvordan man får Siri ud i Europa.
Dermed står danske iPhone-ejere tilbage med en noget mere afdæmpet opdatering. iOS 27 byder blandt andet på finpudsning af Liquid Glass-designet, bedre kontrast, en ny slider til udseendet, hurtigere appåbning, hurtigere indlæsning af billeder og forbedret AirDrop. Derudover er der smartere søgning i Mail, bedre netværksskift, nye funktioner i Safari, forbedret Skærmtid og flere værktøjer til børnesikkerhed.
Nogle Apple Intelligence-funktioner er dog tilgængelige i Danmark på kompatible enheder – blandt andet på dansk. Men det ændrer ikke ved hovedpointen: Den funktion, der skulle få iOS 27 til at føles som et stort spring frem, mangler på danske iPhones.
Derfor ligner iOS 27-betaen mest af alt en forsigtig mellemopdatering for danske brugere. Ikke nødvendigvis dårlig, men heller ikke den store AI-revolution, Apple ellers lægger op til.
Som altid bør man tænke sig om, før man installerer beta-software på sin primære iPhone. Der kan være fejl, dårligere batteritid og apps, der ikke opfører sig, som de skal. For de fleste giver det bedre mening at vente på den færdige version til efteråret.
Vil du alligevel have den nu, sker det via Apples betaprogram, hvorefter opdateringen dukker op under Indstillinger > Generelt > Softwareopdatering > Betaopdateringer.












