Teknologi

Solambulance klarer barsk Kenya-test

En elektrisk mobilklinik med solceller har kørt mere end 800 kilometer gennem Kenya og drevet røntgen, ultralyd og vaccinekøling uden adgang til elnettet.

kenya

Det lyder næsten for godt: En ambulance, der hverken behøver diesel, benzin eller en ladestander og samtidig selv producerer strøm til det medicinske udstyr om bord. Nu har den hollandske Stella Juva fået sin første alvorlige prøve uden for laboratoriet.

Den solcelledrevne bil har kørt mere end 800 kilometer gennem Kenya, hvor den blandt andet blev sendt ud på en seks timer lang tur ad dårlige veje til Mosiro i Narok-regionen. Her ligger sundhedsklinikker, hvor adgang til stabil elektricitet langt fra er en selvfølge. 

Og bilen kom frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke helt uden problemer: Undervejs knækkede en styrestang, som teamet ifølge Eindhoven University of Technology fik udskiftet på omkring en halv time. Derudover meldes der ikke om større tekniske fejl.

Mere klinik end ambulance

Navnet er faktisk lidt misvisende. Stella Juva er ikke primært bygget til at hente en patient og køre vedkommende hurtigt på hospitalet. Den fungerer snarere som en selvkørende mobil klinik, der kan bringe læger og medicinsk udstyr ud til områder, hvor infrastrukturen mangler.

Om bord findes blandt andet transportabelt røntgenudstyr, ultralydsscanner, hjertestarter og køling til vacciner og medicin. Det interessante ved testen er derfor heller ikke nødvendigvis, hvor langt bilen kan køre.

Under en todages afprøvning med Amref Health Africa blev alt det medicinske udstyr kørt samtidigt. Mens bilen stod stille med de ekstra solpaneler foldet ud, producerede solcellerne ifølge teamets målinger mere strøm, end udstyret brugte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed kan enheden i princippet drive den medicinske klinik uden generator, brændstof eller forbindelse til elnettet.

Det er ikke uvæsentligt. WHO vurderer, at omkring 15 procent af sundhedsfaciliteterne i Afrika syd for Sahara helt mangler elektricitet, mens kun omkring halvdelen af hospitalerne har pålidelig elforsyning.

715 kilometer er ikke bevist endnu

Teknisk er Stella Juva også en usædvanlig konstruktion. Den vejer blot omkring 1.350 kilo, har et batteri på 50 kWh og i alt 542 solceller. 326 sidder på selve bilen, mens yderligere 216 kan foldes ud, når den parkeres. Topfarten er 120 km/t. 

Udviklerne opgiver en rækkevidde på op til 715 kilometer på asfalt på en solrig dag og omkring 360 kilometer ved terrænkørsel. Men her skal begejstringen holdes lidt i kort snor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kenya-testen dokumenterer, at bilen samlet kunne tilbagelægge mere end 800 kilometer under vanskelige forhold. Den dokumenterer ikke, at Stella Juva faktisk har kørt 715 kilometer på én opladning ved hjælp af solenergi. Den rækkevidde er fortsat teamets beregnede maksimum under gunstige forhold. Også før Kenya-turen blev tallet omtalt som en forventet rækkevidde.

Og de omkring 200 mennesker, som bilen ifølge projektet kunne behandle på to dage, blev heller ikke behandlet i virkeligheden. Testen var en simulering med sundhedspersonale og medicinsk udstyr.

MERE OM SAMME EMNE:

Det gør dog ikke forsøget uinteressant. Tværtimod viser Kenya-turen noget mere håndgribeligt end endnu en spektakulær prototype: At en lille elektrisk bil faktisk kan transportere en mobil klinik gennem vanskeligt terræn og bagefter selv levere strømmen til den.

Om Stella Juva nogensinde bliver sat i produktion, er et helt andet spørgsmål. Foreløbig skal prototypen hjem til Holland igen.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.