I efterhånden mange år har Apples mest populære computer, MacBook Air, samtidig været den mest udskældte. Modellen blev første gang lanceret i 2008, og Steve Jobs kaldte det dengang verdens tyndeste bærbare computer. Siden kom en designopdatering i 2010, og det design holdt altså helt til oktober i år. Som det sidste af Apples produkter med en skærm uden den såkaldte “Retina” teknologi virkede Air som en zombien der trampede rundt imellem alle de fine nye enheder. Men ikke mere. I oktober skete det, vi allesammen har ventet på – MacBook Air fik sin nye skærm. Og meget mere oven i hatten.
Ligner det ikke…?
Det nye design ligner i første omgang en blanding af den gamle, kileformede maskine og den nyere MacBook. Faktisk synes jeg personligt, det er ret svært at se forskel på MacBook og MacBook Air på ydersiden, og jeg ville nok egentlig bare have droppet MacBook modellerne (eller navnet Air) og have slået de to produkter sammen. Men når det nu skulle være, er der trods alt nogle forskelle. Især fordi skærmen på den nye Air er 13″ imod MacBooks 12″. Og det på trods af, at Air faktisk ikke er meget større end MacBook. Det er naturligvis sket ved, at Apple har filet på kanten omkring skærmen, der er blevet væsentlig tyndere end den forrige generation, ligesom den i øvrigt er blevet sort, hvilket giver et meget bedre helhedsindtryk.
Meget bedre skærm

Endelig – endelig – er det blevet til en højtopløselig skærm på Apples “billige” bærbare. Det var hårdt tiltrængt, og giver en helt anden oplevelse end den forrige model. En ting er, at man ikke længere kan se den enkelte pixel på skærmen, noget andet er at både farver og kontrast er blevet voldsomt meget bedre. Direkte sammenlignet med MacBook Pro kan jeg godt se, at skærmen er en smule mindre lysstærk når jeg er udenfor. Men i Danmark bliver en bærbar trods alt stadig mest brugt indenfor, og der leverer Air fint – i hvert fald har jeg ikke haft problemer på noget tidspunkt i testperioden. Refleksioner er stadig et problem, især hvis man sidder i nærheden af et vindue eller udenfor, for der er meget genspejling i den blanke skærm. Til gengæld giver det god dybde i billedet, og skærmen er som helhed ganske lækker at se på.
Artiklen fortsætter efter annoncen



