Apple har endnu engang beæret os med en turbo-udgave af sidste års iPhone – den såkaldte s-model. Kosmetisk er der stort set igen forskel fra forgængeren, men sædvanen tro har mobilen fået en hurtigere processor og et bedre kamera – og så har Cook og kompagni puttet et par ekstra tricks i telefonen, der skal lokke brugerne til at opgradere. Denne gang er det skærmteknologien 3D Touch, der hed Force Touch da det blev lanceret i Apple Watch, samt 4G-video og de såkaldte Live Photos. På den store bane ser missionen ud til at være lykkedes for Apple; iPhone 6s og 6s Plus solgte bedre end nogen af forgængerne i åbningsweekenden. Men der er altså ikke meget at hente, hvis du allerede har en 6’er i lommen …
iPhone har lagt sig ud
Apple har bibeholdt designet fra iPhone 6 ned til mindste detalje – bortset fra vægten og materialerne. iPhone 6s er pakket ind i en ny aluminiumslegering (Series 7000, red.), der skal gøre mobilen mere robust, og sådan føles den faktisk også. Men det er ikke til at vide, om det skyldes materialet eller det faktum, at telefonen er 0,2 millimeter tykkere – og 14 gram tungere – end forgængeren. Under alle omstændigheder er materialer plukket fra øverste hylde, ligesom samlekvaliteten er uantastelig. iPhone 6s er et helt umanerligt lækkert stykke elektronik.
3D Touch – temmelig smart
Årsagen til vægtforøgelsen er den nye 3D Touch-teknologi, der simpelthen kræver mere plads bag skærmen. Ny er nu så meget sagt, for teknologien blev introduceret allerede med Apple Watch i foråret. Og kinesiske Huawei hævder også, at visse udgaver af deres nye Mate S-model har Force Touch (men ikke den europæiske, red.). Helt grundlæggende er der tale om, at skærmen får en ekstra dimension; ud over at swipe op, ned, til højre og venstre, kan man nu trykke ”ind i” skærmen. Den kan endda registrere, hvor hårdt man trykker. 3D Touch er vævet ind i Apples egne apps og den bruges grundlæggende til to nye navigationsfunktioner; genveje og ”peek and pop”.
Artiklen fortsætter efter annoncen

