Yousee knokler stadig på at løse de tekniske problemer der indtraf ved årsskiftet, da 11 kanaler fra Discovery forsvandt fra selskabets kanaludbud. Kunderne har problemer med at skifte kanalerne ud via Yousees bland selv-funktion. Nu oplyser direktør Jacob Mortensen til Finans.dk, at selskabet overvejer hvordan de kan kompensere de kunder, der er ramt af problemerne.
– Jeg forstår fuldt ud frustration over, at hvis man har et produkt, hvor man har en fleksibilitet bygget ind, at så forventer man med rette, at det kan man gøre hver eneste dag. Det har vi ikke kunnet levere på de seneste dage. Det er jeg ekstremt ked af. Vores kunder er gået glip af nogle oplevelser de her dage. Det kigger vi på, hvordan vi kan gøre godt igen, siger Jacob Mortensen til Finans.
Yousee stoppede ved årsskiftet samarbejdet med Discovery Networks, der tidligere leverede 11 kanaler til Yousee – og ifølge direktøren er de tekniske problemer en direkte konsekvens af samarbejdets ophør.
Artiklen fortsætter efter annoncen

