Køreturen bliver næppe sjov, men det kan faktisk lade sig gøre at få en Volkswagen ID.3 til at køre hele 531 kilometer på en enkelt opladning. Det er mere end 100 kilometer mere end bilens officielle rækkevidde, der er på 420 kilometer. Det blev bevist under en test, hvor bilen blev kørt fra Zwickau i Tyskland til Schaffhausen, der ligger i Schweiz.
Føreren under testen var dog ikke hvem som helst. Det var nemlig schweizeren Felix Egolf (ja, det hedder han – e-Golf) som har specialiseret sig i disciplinen hypermiling. Det er et koncept, hvor man presser det maksimale ud af serieproducerede biler, med så besparende en kørestil som overhovedet muligt.
Alt i alt brugte Felix Egolf omkring ni timer på at køre fra Zwickau til Schaffhausen. Rekordbilen var en Volkswagen ID.3 1st Pro Performance med et 58-kWh batteri og en ydelse på 204 hk.
Artiklen fortsætter efter annoncen

