En sjælden gang imellem falder man over et produkt, hvor ydelse, pris og forventninger går op i en højere enhed. Et sådant er DJI Mini 2. Det er kinesernes andet forsøg på at lave en såkaldt mini-drone (den første var DJI Mavic Mini) og den er tæt på perfekt. Mini 2 har fået et 4K-kamera, der kan filme med 30 billeder i sekundet og skyde fotos i RAW-format. Den har fået stærkere motorer, der gør den hurtigere og mere modstandsdygtig i vinden og så er den bare … nuttet. Jeg mener, se den! Nå, ja, og så er den helt utrolig nem at flyve.
Der er naturligvis stadig plads til forbedringer, når engang Mini 3’eren skal laves, og det skal jeg nok komme ind på, men først: Mere ros. DJI har nemlig udstyret dronen med to væsentlige forbedringer i forhold til Mavic Mini. Den største er uden tvivl OcuSync 2.0, der hidtil har været forbeholdt de større droner. Kontakten mellem mini-droner og controller er typisk via en – ret begrænset – wifi-forbindelse, men ikke her, i stedet bruges DJI’s eget såkaldte OcuSync-system. Det giver ikke alene en helt sindssyg rækkevidde (teoretisk op til 10 kilometer) og en klippestabil forbindelse mellem drone og controller, men også mindre forsinkelse i signalet og mulighed for at overføre video i bedre kvalitet i realtid.
Den anden er selve controlleren, der nu er magen til controllen fra den noget dyrere Mavic Air 2, og den er væsentlig bedre end tidligere generationer. Ikke mindst fordi mobiltelefonen nu monteres oven over styreredskaberne. Det er ganske enkelt bare mere ergonomisk fornuftigt. For det andet kan det relativt store batteri i controlleren (5.200 mAh) nu oplade telefonen, så mobilen ikke løber tør for strøm mens man flyver.
Artiklen fortsætter efter annoncen





