Og således handler The Santa Clarita Diet ikke om zombiapokalypsen eller hovedpersonernes indbyrdes forhold mens samfundet omkring dem går under, i stedet er Sheilas forandring en slags midtvejskrise og serien handler om familiens forsøg på at holde sammen og klare krisen i fællesskab. I modsætning til andre zombiefortællinger er Sheilas forvandling ikke præget af hjernedød og hurtigt kropsligt forfald, til gengæld opdager familien Hammond, at den før så hæmmede hausfrau Sheila giver slip og får en fornyet appetit på livet og, nå ja, menneskekød. Men da moralen ikke forsvinder sammen med hæmningerne handler serien også om, hvordan familien skal opfylde Sheilas nye behov for næring uden at afstedkomme massemord på uskyldige eller tiltrække sig opmærksomhed. Noget der ikke bliver nemmere af at naboerne i det intetsigende idylliske Santa Clarita-villakvarter på begge sider er politibetjente.
Livet som udød er ikke uden fordele
The Santa Clarita Diet har sin egen zombiemytologi, som låner lidt fra vampyrmyter og gør det at være udød til noget, der ikke er ubetinget skidt. Den hæmmede middelklasse-mor Sheila får nyt mod, ny lyst på om ikke livet som sådan så på tilværelsen og både fornyede kræfter og energi. Så spørgsmålet i serien bliver også, om man skal prøve at leve med de nye muligheder og uheldige bieffekter, eller om der skal findes en kur – eller om Sheila i sidste ende må lade livet (igen) for at beskytte familien. Hvad de når frem til, skal ikke afsløres her. Blot at rejsen er interessant og svarene ikke nødvendigvis er de, man ville forvente af genren.
Det er også en befrielse, at The Santa Clarita Diet på overfladen er et forstadsdrama blot tilsat mytologi og gavmilde mængder af blod, men også her drejer væk fra forventninger og klicheer. Der er lagt op til masser af konflikt mellem den stærke – og en lille smule døde – Sheila og hendes mand Joel. Men det sympatiske ejendomsmægler-par finder ud af det, og i stedet for konstant indbyrdes strid, så er familien præget af kærlighed og et ønske om i fællesskab at løse deres noget unikke problemer. Joel Hammond spilles fremragende af Tomothy Olyphant, der måske nok har vist masser af lune (f.eks. i FX’ forrygende Justified), men her lægger actionhelterollen på hylden og i stedet spiller en mand, der omgivet af alpha-male naboer og en hustru, der i den grad tager teten, i stedet prøver at være støttende og hjælpsom, selvom det ikke altid er nemt (”Jeg har det som om du er Batman og Robin … og jeg er Alfred”).
Olyphant er stadig muskuløs lækker med hovedrollepotentiale, men ser her ud til at have det helt fint som nummer to – men vigtigt for serien er, at selvom det er Sheila, der lider af et tilfælde af død og har en stærkt forøget libido, så er der tale om et partnerskab, hvor også Joel prøver at se forandringens lyse sider (bl.a. førnævnte libido) og ellers hjælpe sin hustru med at overvinde de negative.
Artiklen fortsætter efter annoncen
