Bang & Olufsen er klar med en opdatering af deres H-serie af Bluetooth-hovedtelefoner med aktiv støjdæmpning. Beoplay HX (X’et står for 10) afløser den tre år gamle Beoplay H9i og skal konkurrere i et intensiveret marked, mod prominente spillere som Sony WH-1000XM4 og Apple AirPods Max. Den ene billigere end Beoplay HX, den anden (gæt selv hvilken) væsentlig dyrere.
Våbnet er som altid, når det kommer fra Struer, lyd- og byggekvaliteten. Men også en batterilevetid, der – i hvert fald på papiret – overgår de andre med flere længder. Hele 35 timer med aktiv støjdæmpning slået til og brutale 40 timer uden, hævder B&O. Det svarer rundt regnet til en arbejdsuge.
Som altid, når man investerer i et B&O’s produkter, får man upåklagelig materiale- og samlekvalitet. Der er næppe nogen, der når B&O til sokkeholderne på de punkter; heller ikke Apple, selv om de kommer tæt på. HX’erne er fremstillet i en skøn blanding af plast, aluminium, stof og lammeskind. De er relativt lette (285 gram), men er tunge nok til at de føles som ”kram”. De sidder virkelig godt rundt om ørerne og er behagelige at have på – også i adskillige timer af gangen.
Artiklen fortsætter efter annoncen




