I de danske sommerhusområder stiger efterspørgslen på ladestandere til elbiler. Med et stigende salg af elbiler er adgangen til at kunne få ladet bilen op blevet et konkurrenceparameter, man som sommerhusudlejer må forholde sig til i det danske sommerland.
– Der er sket en stor ændring i, hvordan vi bruger vores sommerhuse, og hvad der skal være af installationer. Her ser vi, at flere er begyndt at få installeret elbilladere. Over de seneste ti år er stabilt wifi blevet et afgørende krav for langt de fleste gæster, og nu ser vi, at rigtig mange gæster fravælger sommerhuse, hvor det ikke er muligt at få ladet elbilen op på stedet, siger Poul Fejer Christiansen, der er vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening.
Coronapandemien har ikke bare resulteret i, at flere holder ferie i Danmark – mange af dem, der ejer sommerhuse selv, har også været der mere end normalt. Det har skabt ekstra stor belastning på de lokale elnet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

