Apple-grundlæggeren, den afdøde Steve Jobs, havde en drøm om, at Apple skulle bygge en bil. Det fortalte bestyrelsesmedlem Mickey Drexler i et interview sidste år. Og noget kan tyde på, at Tim Cook har tænkt sig at gøre Jobs drøm til virkelighed. I hvert fald har februar måned været fyldt med rygter om, at Apple arbejder på en Apple Car – en elektrisk bil, der skal give Tesla kamp til stregen.
Rygterne tog for alvor fart, da man opdagede en række mystiske Apple-mærkede biler med påmonterede tag-kameraer køre rundt omkring Apple-hovedkvarteret. To dage senere hævdede Teslas Elon Musk, at Apple gjorde ihærdige forsøg på at stjæle medarbejdere fra Tesla. Samtidig kom det frem, at Apple havde ansat den tidligere topchef for Mercedes-Benz Research & Development Johann Jungwirth.
På jagt efter medarbejdere
Ifølge rygterne skulle Tim Cook allerede for et år siden have givet grønt lys for udviklingen af en bil . Avisen Wall Street Journal hævder, at Apple-chefen Stev Zadesky har fået lov til at hyre op mod tusind specialister til at bygge en elektrisk bil. Zadesky har en fortid hos Ford. Og han er i gang. Apple har angiveligt allerede været på strandhugst hos Samsung for at rekruttere chip- og batterieksperter. Korea Times citerer en unavngiven Samsung-medarbejder for at sige, at Apple tilbyder Samsungs eksperter “bedre løn og større frihed.” Og så sent som sidst i februar fik Apple et sagsanlæg på halsen, fordi de blev beskyldt for at stjæle medarbejdere fra firmaet A123 Systems, der laver … batterier til elektriske biler.
Artiklen fortsætter efter annoncen

