Hold nu kæft, de lyder godt, de seneste hovedbøffer fra B&O Play. Selv om Beoplay H4 hører til på den billigere hylde i sortimentet – jeg vil ikke kalde dem decideret billige – har B&O Play formået at få signaturlyden fra de dyrere modeller med over på H4. Det er kræs. Til gengæld er der sparet andre steder for at få prisen presset ned.
Beoplay H4 er et sæt trådløse over-ear-hovedtelefoner, der – i modsætning til H9 som vi testede i iNPUT #44 – ikke har aktiv støjdæmpning. Faktisk kan H4 bedst sammenlignes med de efterhånden halvandet år gamle H7. Men designet er noget anderledes end på de næsten identiske H7 og H9. H4 er mere “ungdommelig” med to stofbelagte kabler, der hænger frit mellem kopperne og bøjlen, ligesom plastikdelene er blevet mere fremtrædende. Det får H4 til at fremstå knapt så eksklusiv som sine storebrødre – men om designet tiltaler er en smagssag. Personligt er jeg ret pjattet med stofkablerne, der giver H4 et helt personligt udtryk.
Behagelige – også i flere timer
Hver kop er pakket ind i det blødeste lammeskind, der gør hovedtelefonerne virkelig behagelig at bære. Bøjlen, der er af metal, er belagt med stof og læder, og med en kampvægt på bare 236 gram, er hovedtelefonerne relativt lette, så de er behagelige at bruge – også i flere timer ad gangen. Ærgerligt nok kan de ikke foldes sammen, så de fylder en del i tasken. Og nu vi har hånden nede i brokkassen, så har B&O Play undladt at putte et rejseetui i æsken.
Artiklen fortsætter efter annoncen


