Den seneste uge har jeg kørt rundt i elbilernes svar på 2CV’en. Dacia Spring Electric er den billigste elbil på markedet – og det kan naturligvis mærkes. Det er ikke en elbil, du skal overveje, hvis du lider af rækkeviddeangst, for den har både en klejnt batteri og langsom opladning. Når det er sagt, fungerer den ganske fint i byerne eller til kortere pendlerture.
Den udgave, jeg har kørt rundt i, er Comfort Plus-udgaven, der har en startpris på 153.490 kroner. Desuden var den udstyret med “hurtiglader”, der har en ekstrapris på 5.000 kroner. Den samlede pris for den testede model er altså 158.490 kroner. Det med “hurtiglader” vender jeg i øvrigt tilbage til …
Elektrisk mikrobil med SUV-look
Du skal ikke lade dig snyde af billedet øverst. Dacia Spring er ikke en SUV, den har bare SUV-look. Faktisk er bilen ikke meget længere eller bredere end en Volkswagen Up, men den er til gengæld højere. Design er naturligvis en subjektiv vurdering, men billederne gør den ikke ære. Den er pænere, når man ser den i virkeligheden. Jeg synes mægtig godt om de orange detaljer på spejle og beslag til tagboks.
Artiklen fortsætter efter annoncen






