SIDE 2/2
Inden jeg dykker ned i kameraets evner, vil jeg starte med at skamrose det. Det er mildest talt imponerende, at DJI har formået at mase så godt et kamera ned i så lille en drone. Sensoren er på 1/1,3 tommer og det er altså en stor sensor i så lille (og let) en drone.
Tommelfingerreglen er, jo større sensor, jo bedre billedkvalitet, så allerede her er Mini 3 Pro foran på point. Men den har samtidig en maksimal blænde på f/1.7, der slår selv den større DJI Air 2S, der ellers har en sensor på 1 tomme (f/2.8). Lavere f-tal svarer til større blændeåbninger og dermed øges mængden af lys, der når frem til sensoren. Altså teoretisk bedre billeder i svag belysning.
En yderligere forbedring i kameraet er dobbelt indbygget ISO. Noget, man ellers primært ser på “rigtige” kameraer, såsom peg-og-skyd-kameraer. Det betyder, at du har et kamera med mere alsidighed i forskellige lysmiljøer og flere muligheder med hensyn til eksponering. Igen vinder Mini 3 Pro under svage lysforhold.
Artiklen fortsætter efter annoncen




