OnePlus plejer at lave væsentlige, men forholdsvis små, forbedringer på sine telefoner hvert halve år, men med OnePlus 7 Pro har de med et trylleslag fået samtlige tidligere modeller til at ligne oldsager. Så skelsættende er det nye flagskib fra OnePlus. Både skærmen, kameraet og ydelsen er simpelthen i en helt anden klasse end hvad kineserne tidligere har kunnet præstere – og selv om telefonen også er blevet dyrere, så er den stadig adskillige tusinde kroner billigere end topmodellerne fra Apple og Samsung.
Skærm og design
Det er umuligt at tale om designet på OnePlus 7 Pro uden at nævne skærmen. Den 6,67 tommer store AMOLED-skærm går til kant på alle sider og er fuldstændig ubrudt. Der er ingen ”notch”, ingen udskæringer eller huller til kameraet. Bare skærm ud over det hele. Og hvilken skærm. OnePlus har, for første gang, givet skærmen en opløsning på mere en Full HD – 3120 x 1440 pixels – og samtidig kører den med 90Hz, hvilket betyder, at skærmbilledet opdateres 90 gange hvert sekund. I hvert fald i menuerne. Det giver en helt utrolig gnidningsfri fornemmelse, når man bladrer gennem menuer og ser animationer i styresystemet. Alt drøner afsted uden det mindste hik.
Farverne på skærmen er sprøde og sortniveauet er i vanlig OLED-stil helt perfekt. Læg dertil at skærmen understøtter HDR10+ så har du ganske enkelt en helt fænomenal skærm til film og serier på eksempelvis Netflix. I den henseende hjælper det bestemt også, at OnePlus har udstyret telefonen med stereohøjtalere.
Artiklen fortsætter efter annoncen






