ElbilerTophistorie

BYD vil bygge megawatt-ladenetværk i Europa

Kinesisk elbilgigant gør klar til at rulle højhastighedsladning ud i Europa – men infrastrukturen bliver en udfordring.

Den kinesiske elbilproducent BYD har afsløret planer om at opbygge sit eget netværk af megawatt-ladestationer i Europa. Det betyder potentielt lynhurtig opladning af elbiler – men også et massivt behov for strøm og lokal infrastruktur.

Under en pressebriefing i Bruxelles bekræftede BYDs vicepræsident Stella Li, at koncernen er klar til at gentage den strategi, de allerede har rullet ud i Kina, hvor flere hundrede megawatt-ladere allerede er i drift, og tusindvis flere er på vej.

 

“Vi er her for at blive,” lød det fra Stella Li, som samtidig afslørede, at BYD planlægger at opsætte ladestationerne i løbet af de kommende 12 måneder – og at de første skal placeres ved mærkets europæiske forhandlere.

Lynladning med forbehold

Megawatt-ladere er ikke bare hurtige – de er ekstreme, da de kan levere op til 1 megawatt (1.000 kilowatt) strøm til elbiler – og potentielt endnu mere i fremtiden. Det er væsentligt mere end de almindelige hurtigladere, vi kender i dag, som typisk leverer 300-450 kW.

 

I teorien kan en bil som BYDs Han L eller Tang L lades op på blot fem minutter. Men det kræver enorme mængder strøm, og det er langt fra sikkert, at de europæiske elnet er klar til at levere den nødvendige kapacitet.

Selv BYD erkender, at teknologien kan belaste elnettet kraftigt. Erfaringer fra Kina viser da også, at de lovede ladetider ofte er optimistiske – i praksis kan opladning tage langt længere, især hvis infrastrukturen halter.

Hvis BYD får succes med projektet, kan det blive et gennembrud for ultrahurtig opladning i personbilsegmentet – en teknologi, som ellers primært har været tiltænkt lastbiler og langdistancetransport. For elbilister vil det i praksis betyde langt kortere pauser undervejs og et vigtigt skridt mod at gøre elbiler mere brugervenlige på længere ture.

 

Men succesen afhænger i høj grad af, om BYD kan finde europæiske partnere og lokationer, der kan håndtere den ekstra belastning – og om bilerne på markedet overhovedet kan udnytte den høje effekt.

Flere fabrikker på vej?

BYD har i øvrigt vokseværk i Europa. Ifølge Stella Li stiger salget med omkring 10 procent hver måned, og hvis det fortsætter, vil BYD “bygge i Europa for at sælge i Europa”. Det kan betyde nye fabrikker på kontinentet og en endnu stærkere tilstedeværelse på markedet.

Med initiativet melder BYD sig ind i det europæiske kapløb om fremtidens ladeinfrastruktur – et felt, der i øjeblikket domineres af aktører som Ionity og Tesla – og herhjemme Clever. Hvorvidt megawatt-teknologien bliver en gamechanger for elbilisterne, vil afhænge af både teknologiens pålidelighed og den lokale opbakning til at udbygge elnettet.

 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.