Fiat gør comeback: Grande Panda er en af Danmarks billigste elbiler

Grande Panda er italiensk charme, retro-design og et par trælse kompromiser til under 190.000 kroner.

Fiat er tilbage – og det med et brag af nostalgi. Den nye Fiat Grande Panda har netop haft Danmarkspremiere, og med en pris på 189.990 kroner er den blandt de absolut billigste elbiler, du kan få nøglerne til i 2025.

Den lille charmetrold er en moderne hyldest til 80’er-ikonet Panda – den kantede folkebil, som engang var lige så uundværlig i gadebilledet som kassettebåndet i Walkman’en. Og nu er den tilbage, elektrisk og klar til at tage kampen op mod budgetvenlige elbiler som Citroën ë-C3 og Hyundai Inster.

 

Grande Panda

Grande Panda bygger på Stellantis’ nye Smart Car Platform, som også bruges i koncernens andre minibiler. Den måler kun 3,99 meter i længden, men kan alligevel prale af 361 liters bagagerum – klassens største – og plads til fem voksne.

Designet emmer af retro-charme: de firkantede hjulkasser, de 3D-prægede “PANDA”-bogstaver på dørene og de karakteristiske Pixel LED-forlygter sender et klart nik tilbage til 80’ernes Panda 4×4. Inde i kabinen fortsætter legen med detaljer, der både peger bagud og fremad – blandt andet en lille miniatureudgave af den originale Panda indbygget i rammen omkring den 10-tommer store touchskærm.

 

Rimelig rækkevidde og hurtig opladning

Under motorhjelmen finder man en 83 kW elmotor (113 hk) og et 44 kWh LFP-batteri, som giver op til 322 kilometer rækkevidde (WLTP). Batteriet kan lades fra 20 til 80 procent på 27 minutter via DC-hurtigladning på 100 kW, mens en almindelig 11 kW-lader klarer jobbet på knap tre timer.

Og som prikken over i’et får du 5 års fabriksgaranti – en nyhed fra Fiat, men en nødvendighed i dagens marked.

 

Hvis du hellere vil slippe for at eje, kan Grande Panda leases for 2.295 kroner om måneden med 9.995 kroner i udbetaling, inklusive lakfarve og vinterpakke.

Et par fæle kompromiser

Der er dog også kompromiser. Fiat Grande Panda har ikke nogen varmepumpe. Det vil gå hårdt ud over rækkevidden i de nordiske vintre. Den har heller ikke adaptiv fartpilot og vognbaneassistent, hvilket efterhånden er standardudstyr hos konkurrenterne.

 

Herhjemme sælges Grande Panda heller ikke med det fikse indbyggede ladekabel i fronten.

Herunder sammenlignes Grande Pande med de direkte konkurrenter:

 

Fiat Grande PandaCitroën ë-C3 AircrossHyundai InsterRenault 4 E-Tech
Rækkevidde322 km306 km323 km312 km
Batterikapacitet44 kWh44 kWh42 kWh40 kWh
Motor113 hk113 hk97 hk120 hk
0-100km/t11 sek.11 sek.11,7 sek.8,6 sek.
Ladeeffekt (AC/DC)11 kW / 100 kW11 kW / 83 kW11 kW / 73 kW11 kW / 80 kW
Ladehastighed340 km/t340 km/t360 km/t320 km/t
Antal sæder5555
Bagagerum361 l.310 l.280 l.420 l.
Træk550 kg550 kgIkke muligt750 kg
Garanti5 år2 år5 år5 år
Startpris189.990 kr.199.990 kr.189.995 kr.212.490 kr.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.