×
GadgetsTophistorie

Google Pixel 8 serie lanceret i New York

Google er klar med nye Pixel 8 telefoner - og en ny udgave af Pixel Watch der nu kommer til Danmark

iNPUT er til stede i New York hvor Google netop har lanceret deres nye Pixel 8 serie af mobiltelefoner. Der er ikke meget, der ikke allerede er sluppet ud – faktisk har Google ikke været enormt hemmelige om deres hardware selv – så det måske mest interessante set med danske briller er, at vi nu også endelig får uret til landet. Lanceringen i New York byder på tre nye hardware produkter: Pixel 8, Pixel 8 Pro og Pixel Watch.

Ny Tensor chip er hjernen

Ligesom Apple har deres A-serie chips, så har Google deres Tensor G-serie. Den nye chip, der er hjernen i Pixel 8 og Pixel 8 Pro, hedder Tensor G3, og Google lover en betragtelig ydelsesforbedring. Pixel 8 Pro får 12GB RAM, hvor Pixel 8 “kun” får 8GB.

De nye telefoner har også begge fået opgraderet skærmen. I 8 Pro er der nu en dynamisk opdatering på 120Hz, hvilket burde give et betydeligt nedsat strømforbrug. Lysstyrken er også skruet betragteligt op og når nu 2400 nit (Peak) – hvilket så placerer 8 Pro over iPhone 15 Pro på den specifikke parameter, for iPhone leverer “kun” 2000 nit. Pixel 8 har ikke dynamisk lysstyrke i samme omfang, men har også 120Hz, og dertil 2000 nit lysstyrke.

Nyt kamera giver op til 5x optisk zoom

På kamerafronten er der selvfølgelig også en bunke forbedringer – for eksempel er der på 8 Pro nu et 48 megapixel hovedkamera, og der er, ligesom på den nye iPhone 15 Pro Max, også 5x optisk zoom.

På bagsiden er der blevet plads til en temperaturmåler, der både kan måle hvor varm kogepladen er, og i fremtiden også din egen temperatur – det kræver dog, at Google får tilladelse fra sundhedsmyndigheder, men det hævder de er på vej.

Google lover også en betydelig bedre oplevelse når det kommer til videooptagelse – især ved video optaget under dårlige lysforhold. Der er også nye funktioner der bliver tilgængelige på grund af den nye Tensor 3 processor; for eksempel vil du nu automatisk kunne sammensætte et gruppefoto af en række fotos – så en enkelt person ikke længere kan ødelægge gruppefotoet – AI vælger simpelthen de bedste versioner af hver enkelt person i gruppebilledet.

Nyt Google Pixel Watch 2

Det nye Pixel Watch 2 – der altså også kommer til Danmark – har fået et mere raffineret design, men det er mere indeni der er sket forbedringer. Der er bedre batterilevetid, så du nu får 24 timers batterilevetid, ligesom du kan oplade hurtigere og få 12 timers batterilevetid ud af 30 minutters opladning. Den nye processor er en fire-kernet en af slagsen, og skulle ifølge Google også levere en betydeligt bedre ydelse.

Indbygget i uret er også Fitbit understøttelse – Google har nemlig købt Fitbit, der nu er integreret i Pixel Watch. Du får derudover bedre tracking hele vejen rundt, takket være nye sensorer. Der er nu også temperaturmåler, hvilket giver mulighed for at overvåge dit helbred endnu mere detaljeret. Fitbit appen har også fået betydeligt flere funktioner i den nye app som du kan bruge på Pixel telefonen, så synkronisering og info sendt imellem ur og telefon skulle være væsentlig bedre.

Priser og tilgængelighed 

  • Pixel 8
    • 128 GB: 6.199,-
    • 256 GB: 6.799,-
  • Pixel 8 Pro
    • 128 GB: 8.499,-
    • 256 GB: 8.999,- 
  • Pixel Watch 2
    • Wifi: 3.090,-
    • LTE: 3.490,-
  • Pixel Buds Pro
    • 1.700,-

iNPUT har selvfølgelig en anmeldelse af Pixel 8 (og 8 Pro) meget snart.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.